
Partnerskab for levende bymidter, der består af KL, fem kommuner og en række organisationer og foreninger, offentliggjorde torsdag en række anbefalinger til at modvirke bymidters udfordringer som affolkning og nedlukning af handelsliv. Anbefalingerne til at skabe levende bymidter er der blevet arbejdet på siden august 2020.
Der er siden 2006 set en stor stigning i tomme lokaler, efter hver femte udvalgsvareforretning og hver tiende dagligvareforretning i Danmark er lukket. Denne udvikling ser ud til at fortsætte i takt med udviklingen i e-handel. Butikslukningerne tager meget af livet omkring danske bymidter med sig, hvilket der nu skal laves om på for at skabe et godt byliv.
Partnerskabet anbefaler at gøre brug af udenlandske erfaringer med Business Improvement Districts, BID, der er forpligtende bysamarbejder mellem offentlige og private aktører. Et flertal ønsker det som en forsøgsordning, mens KL og kommunerne allerede vil have indført lovgivning, der sikrer, at der kan etableres de forpligtende samarbejder mellem bymidternes forskellige aktører.
- Vi ønsker alle, at der er liv og aktivitet i bymidterne landet over. Skal vi opfylde det ønske og vende den udvikling, som coronanedlukningerne har skubbet til, så kræver det en fælles indsats. Derfor er vi også glade for, at bl.a. De Samvirkende Købmænd, Ejendom Danmark og Landdistrikternes Fællesråd viser fremsyn, og bakker op om afprøvning af BID, siger Leon Sebbelin (R), der er formand for KL’s Kultur-, Erhverv- og Planudvalg.
Nationalt videnscenter og lokal omstilling
Butikslukninger har mange steder ført til faldende ejendomspriser og investeringer i bymidten, hvilket kan føre til at bymidterne mister deres rolle som økonomisk drivkraft for området, rammen for sociale og kulturelle mødesteder og oplevelser. Der anbefales en omstilling fra detailhandel til serviceerhverv som spisesteder, aktiviteter og fritidsliv. Der efterlyses støtte til omstillingen og at etablere mødesteder, kultur- og fritidsaktiviteter og vedligeholde bevaringsværdige bygninger.
- Levende bymidter i hele landet er en grundlæggende forudsætning for, at det er attraktivt at bo og arbejde i landdistrikterne. Jeg er enig med partnerskabet i, at de udfordringer, vi ser for tiden, kræver en fælles og massiv indsats, og jeg glæder mig til at arbejde videre med anbefalingerne, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).
Udover BID og de lokale omstillinger så anbefales det, at der oprettes et nationalt medlemsfinansieret videnscenter, der skal stå for kompetenceudvikling, vidensdeling og rådgivning om udviklingen af de forskellige steder. Det skal ske på baggrund af løbende indsamling af data og viden.
Partnerskabets 13 anbefalinger er blevet overleveret til indenrigs- og boligministeren, der nu skal se nærmere på anbefalingerne, der er baseret på nationale og internationale erfaringer. Der åbnes for en ansøgningsrunde for byer, der frem til sommeren 2022 vil teste de værktøjer og anbefalinger, som partnerskabet er nået frem til.
Læs rapporten og alle anbefalingerne fra Partnerskab for levende bymidter.
mh
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.