Af Morten Uhrenholdt
FOLKETINGET: Når Folketinget på torsdag har henholdsvis 3. behandling af lovforslag om 'Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde', så står regeringen sammen med Dansk Folkeparti og den samlede opposition fortsat stejlt overfor hinanden.
Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten er fortsat meget kritiske, for de frygter primært konsekvenserne for de borgere, der vil blive berørt af lovændringen. Særligt de, der i længere tid har boet langt fra den oprindelige hjem- og betalings-kommune.
Oppositionen har derfor fremsat ni ændringsforslag, der samlet set ville betyde, at en betydelig gruppe vil blive undtaget lovændringen. Nemlig de voksne med særlige sociale behov, der er permanent bosatte i en anden kommune end hjemkomunen.
Det hedder i betænkningen til lovforslaget om oppositionens ni ændringsforslag:
'Ændringsforslagene indebærer, at personer, der kortvarigt er på institution eller krisecenter eller er hjemløse el.lign., omfattes af lovændringen, mens personer, der som udgangspunkt skal bo i en anden kommune varigt, ikke bliver omfattet af lovændringen om, at den oprindelige kommune (betalingskommunen) bliver handlekommune for den pågældende.'
Under 2. behandlingen i dag, tirsdag, kom S og SF med yderligere et ændringsforslag. Det har til formål at sikre, at berørte personer får ret til at udtale sig, fortæller Anne Baastrup (SF) til dknyt. D.v.s. at den berørte får ret til at sige, hvor vidt det er en god eller dårlig ide, at den oprindelige hjemkommune skal overtage handleretten, eller om handleretten skal forblive i den kommunen, hvor den berørte bor.
Socialminister Benedikte Kiær (K) har fremsat en enkelt ændringsforslag, men det har rent lovteknisk karakter, og ændrer reelt ikke på lovens indhold.
Regeringen og Dansk Folkeparti har under forslagets behandling i både folketing og socialudvalg lagt vægt på det væsentlige i, at kommunerne får bedre mulighed for at styre det udgiftstunge område - 'under henvisning til, at det er vigtigt for alle borgere, at ressourcerne anvendes bedst muligt, og at der er behov for gennemskuelighed med hensyn til, hvordan pengene bruges.'
Regeringen har også argumenteret med, at det er vigtigt, at borgere med de særlige behov får de bedste tilbud - uanset hvor i landet et sådant tilbud måtte findes. Det er nemlig langtfra alle kommuner, der har de rette tilbud til f.eks. en handicappet med en alvorlig, kronisk sygdom.
'V, DF og KF finder, at lovforslaget vil understøtte kommunernes incitament til at benytte tilbud i andre kommuner, fordi de med lovforslaget bevarer beslutningskompetencen.'
De tre partier understreger at borgerens klageret ikke ændres af lovændringen. Og endelig lægger de stor vægt på, at Socialministeren har lovet nøje at følge virkningerne af lovændringen og at Folketingets Socialudvalg inden udgangen af Folketingsåret 2011-12 kan få en redegørelse for, hvordan det er gået.
S, SF, R og EL skriver i betænkningen, at 'lovforslaget berører samfundets forpligtelse til at yde hjælp til mennesker, som af forskellige årsager ikke kan klare sig selv i en kortere eller længere periode. Det er en grundsten i velfærdssamfundet, at vi tager hånd om de mennesker, der har behov for særlig hjælp og
støtte, og at disse mennesker kan forvente en hjælp, der tager udgangspunkt i deres individuelle behov.'
På den baggrund finder oppositionen det forkert, at der ikke - før man ændrer på den nuværende ordning - er blevet lavet en grundig udredning af, hvorfor udgifterne på dette område er vokset så voldsomt de senere år. Det hedder i betænkningen:
'Partierne mener derfor, at kommunalreformens konsekvenser for det specialiserede socialområde bør være genstand for et grundigt udredningsarbejde, og at der på baggrund af en sådan udredning skal rettes op på manglerne ved kommunalreformen.'
Oppositionen er desuden bekymret for konsekvenserne for den enkelte berørte borger: Nærhedsprincippet går fløjten, og den berørte vil pludselig være afhængig af, at hjem- og handlekommunen har et godt samarbejde med den kommune, borgeren bor i.
En sådan borger vil også miste muligheden for at bruge sin demokratiske ret til at stemme ved kommunalvalget i den kommune, der bestemmer over borgerens ydelser. Og endelig frygter oppositionen et bureaukratisk cirkus - bl.a. fordi sagsbehandlere kan risikere skulle rejse rundt i landet for at se til de tusindvis af borgere, der er visiterede til specialiserede tilbud i andre kommuner end deres tidligere opholdskommune.
Oppositionen opsummerer sine holdninger sådan her: 'Sammenfattende mener partierne derfor, at et kommende lovforslag bør baseres på en samlet vurdering af og løsning på kommunalreformens konsekvenser for det specialiserede socialområde. Partierne mener således overordnet set, at der bør findes en holdbar løsning på de stigende udgifter på
socialområdet, men at lovforslaget udgør et løsrevet initiativ frem for en samlet løsning.'
Det omstridte forslag til lovændring vedtages efter alt at dømme på torsdag med stemmer fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Ved 2. behandlingen tirsdag stemte den samlede opposition for sine egne ændringsforslag og imod regeringens lovforslag.
http://www.flickr.com/photos/musicamang/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.