
Inden d. 30. juni skal alle borgere være skiftet fra NemID til MitID. Det lyder lettere sagt end gjort, og landet over bøvler borgere med skiftet. Her søger mange til deres lokale borgerservice, og det giver lange ventetider for borgerne og travlhed hos borgerservice.
I Aarhus Kommune har 11.000 borgere siden 1. januar henvendt sig fysisk hos kommunen for at få hjælp til skiftet, skriver DR Østjylland.
- Vi havde ikke forventet det her omfang. Vi havde ikke troet, at der var så store behov for støtte i den her overgangsfase, siger Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice i Aarhus Kommune.
DR Østjylland skriver ligeledes, at borgerservice i Silkeborg har ansat syv ekstra medarbejdere for at kunne behandle borgernes henvendelser:
- Det har helt bestemt været nødvendigt. Vi har også fordoblet vores åbningstid. Normalt ville vi have åbent for vejledning 21 timer om ugen, men nu er det næsten 50 timer. Lørdag har vi også åbnet op, siger Sofie Martinussen, der er teamleder på Borgerservice i Silkeborg Kommune.
Flere kommuner tilbyder hjælp
Man kan først bestille tid til hjælp til at skifte til MitID, når der er besked fra ens pengeinstitut. MitID er det kommende bevis for hvem, man er, når man logger ind og fx. underskriver digitalt.
Skiftet sker for at øge borgernes sikkerhed, men det kan altså opleves som bøvlet at skifte i første omgang – særligt for de ældre borgere, lyder det i Esbjerg.
- Vi kan godt mærke, at det er borgere, der ikke er så teknisk stærke, der kommer og skal have hjælp til at skifte NemID ud med MitID. Halvdelen af dem vi forventer, vi skal hjælpe, er mellem 60 og 90 år, og vi hjælper gerne, og har flere løsninger klar, også hvis man ikke har en smartphone, fortæller Jan Gammelgaard Mortensen, kontorchef i Borgerservice.
Det forventes at ca. 18.330 borgere i Esbjerg Kommune får brug for hjælp med at skifte fra NemID til det nye og mere sikre MitID, fordi de ikke selv har mulighed for at blive identitetssikret.
Tilsvarende forventer Aalborg Kommune besøg af mellem 30-35.000 af de godt 185.500 borgere i kommunen, som skal skifte.
Lang ventetid
De mange henvendelser er med til at skabe travlhed og lange ventetider hos borgerservice. TV2 Fyn kunne tidligere i april berette om, at der var op mod seks ugers ventetid på at få en tid hos borgerservice, hvor man altså kan få hjælp til at skifte fra NemID til MitID.
Derfor er der også flere kommuner, der er begyndt at tænke alternativt i blandt andet samarbejde med Ældre Sagen.
I Odense og Svendborg er det mulight for at få en frivillig på besøg til at hjælpe, mens Middelfart tilbyder 1-1 undervisning, og Faaborg-Midtfyn kan borgere tilmelde sig IT-hjælp.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.