
NORDDJURS: Efterforskningen af dødsbranden på plejehjemmet Farsøhthus på Djursland, hvor tre ældre kvinder døde, skal genoptages, fordi efterforskningen ikke har været grundig nok. Det oplyser Statsadvokaten til Radio4.
Statsadvokaten har gennemgået sagen efter en klage og har vurderet, at der skal foretages yderligere efterforskning. Det fortæller vicestatsadvokat hos Statsadvokaten i Viborg, Torben Thygesen.
- I den konkrete sag fandt vi, at der skal foretages nogle flere afhøringer, fordi efterforskningen efter vores opfattelse ikke har været grundig nok, siger han.
I maj afgjorde Østjyllands Politi ellers, at ingen kunne stilles til ansvar for dødsbranden.
Aktindsigt til søn
En af de omkomne i branden var Inger-Lis Madsen. Hendes søn, Bjørn Sørensen, accepterede ikke politiets konklusion og klagede derfor til Statsadvokaten.
- Jeg kan ikke slippe det rigtigt, før der bliver placeret et ansvar, siger Bjørn Sørensen til Radio4.
Bjørn Sørensen har fået aktindsigt i sagen, og han mener, at der er huller i politiets efterforskning. Han er glad for, at sagen nu bliver taget op igen.
- Det er jeg i første omgang tilfreds med. Så håber jeg bare, at jeg selv kommer til afhøring, for jeg har både nogle oplysninger, jeg gerne vil af med, og nogle spørgsmål, jeg vil stille, siger Bjørn Sørensen.
Ingen sprinkler
Advokaturchef Jacob Balsgaard hos Østjyllands Politi bekræfter over for Radio4, at politiet har genoptaget efterforskningen af dødsbranden.
- I første omgang kom vi frem til, at efterforskningen skulle indstilles. Nu er vi i gang med den igen, og hvis det færdige resultat af den nuværende efterforskning leder til, at vi vurderer, at der er nogen, der kan sigtes og tiltales, så kigger vi på det, når efterforskningen er færdig, siger Jacob Balsgaard.
Efter branden kom det frem, at plejehjemmet blandt andet manglede sprinkleranlæg, og politiet efterforskede i ti måneder, om sikkerheden derudover var i orden, og om beredskabsloven og straffeloven blev overholdt.
Dødsbranden fik daværende boligminister, Ole Birk Olesen (LA), til at sende et brev til alle kommuner, hvori han understregede, at kommunerne er ansvarlige for, at brandsikkerheden på landets plejehjem er forsvarlig.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.