
IKAST-BRANDE: Nogle byrådsmedlemmer i Ikast-Brande har så mange spørgsmål til forvaltningen, at det presser de daglige driftsopgaver.
Det fremgår af dagsordenen for mandagens byrådsmøde, hvor de folkevalgtes spørgelyst er blevet til et punkt.
Politikerne har ret til sagsaktindsigt, altså at gennemse sagsmateriale, og desuden har de ifølge kommunens gældende retningslinjer ret til mundtlig rådgivning om et afgrænset emne og ret til svar på spørgsmål om faktiske eller økonomiske forhold.
Beder om nye beregninger
Men dels har der ifølge administrationen været en voldsom vækst i spørgsmål "fra udvalgte byrådsmedlemmer", dels nøjes politikerne ofte ikke med at bede om det, de har krav på, men udbeder sig nye informationer, nye beregninger o.l. Desuden ligner mange spørgsmål hinanden - nogle gange fra personer fra samme parti.
"Der kan komme henvendelser om samme sag flere gange om dagen indeholdende mange forskellige spørgsmål osv. Altsammen noget, som udfordrer den daglige drift," lyder det i sagsfremstillingen.
Bedre bliver det ikke af, at kutyme har været, at byrådsmedlemmers spørgsmål prioriteres højt og ofte får forrang i forhold til den øvrige drift.
Nej til ekstra bevilling
Kommunaldirektør Flemming Storgaard har foreslået at afsætte ekstra 750.000 kr. fra byrådets usikkerhedspulje til at håndtere de mange spørgsmål. Desuden foreslår han, at partierne/listerne skal samordne deres spørgsmål, at svarfristen udvides til fire uger, og at svarene ikke nødvendigvis gives skriftligt, men fx også kan gives mundtligt lige før et byrådsmøde eller som temadrøftelse på udvalgsmøder.
Økonomiudvalget siger dog nej til at afsætte flere penge, så det bliver formentlig også beslutningen på dagens byrådsmøde. Til gengæld bakker økonomiudvalget op om de ændrede sagsgange. Om et halvt år skal det så evalueres i økonomiudvalget, om det har løst problemet.
Ikast-Brande er i øvrigt en af de kommuner i landet, som bruger færrest penge pr. indbygger på centraladministrationen, viser de kommunale nøgletal.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.