
Ved forrige valg i 2019 var Kristian Andersen få hundrede stemmer fra at tage et kredsmandat i Ringkøbing-kredsen, som ville have bragt ham og yderligere to kristendemokrater i Folketinget. Men nu er den tidligere folketingskandidat og nuværende viceborgmester i Ringkøbing-Skjern enig med den afgående formand Marianne Karlsmose i, at partiet skal holde en pause fra landspolitik.
- Det er vemodigt, men jeg er enig. Jeg har ikke mødt en eneste i vores bagland, som har sagt, at vi skal prøve igen, siger Kristian Andersen til Ringkøbing Amts Dagblad.
Han mener dog kun, at der bør være tale om en pause, og at partiet fortsat skal arbejde lokalt og regionalt.
- Vi kan sagtens fortsætte arbejdet i kommunal- og regionspolitik. Det kræver ikke et stort partiapparat, men en aktiv lokalbestyrelse. Og det har vi, siger han til avisen og gætter på, at hovedbestyrelsesmødet på lørdag vil bakke op om, at man undlader at indsamle underskrifter for at opstille igen.
Viceborgmester klar til at prøve igen
Meningerne i partiet er dog delte. Fx mener Karlo Brondbjerg, som er 2. viceborgmester i Herning, at partiet bør give det et nyt forsøg.
- Jeg kender ingen andre partier, der over 20 år har været så tæt på at komme i Folketinget så mange gange. Vi kan noget, ingen andre partier kan, siger Brondbjerg til DR.
Også partiets tidligere formand, Stig Grenov, er lunken over for ideen om at droppe opstilling.
- Jeg tænker, at det kan være farligt ikke at stille op til Folketinget, fordi regional- og landspolitik hænger sammen. Og så kommer der til at mangle en stemme i dansk politik, der taler menneskets værdi, siger han til Avisen Danmark.
Flere bakker Karlsmose op
Derimod er bl.a. spidskandidaten i Region Sjælland, John Haugegaard, enig i Marianne Karlsmoses udmelding.
- Jeg tænker, at der nok er en fremtid lokalpolitisk, men som landsdækkende parti har vi ikke opbakning. Jeg tror heller ikke, at vi vil have bedre forudsætninger i kommunalbestyrelser på Sjælland, men i Jylland tror jeg, at vi har bedre muligheder i regionsråd og lokalt, siger han til sn.dk.
Også spidskandidaten på Bornholm, kommunalbestyrelsesmedlem Bjarne Hartung Kirkegaard, er klar til at droppe landspolitikken og nøjes med det lokale arbejde.
- Det er smerteligt at erkende, men jeg tror, hun har ret. Valget har i hvert fald givet noget stof til eftertanke. Hvis man vælger at satse på kommunal, lokal og regionalpolitik, så har jeg det fint med det, siger han til TV 2/Bornholm.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.