HOLBÆK: Et team bestående af en koordinerende sagsbehandler, en virksomhedskonsulent, en psykolog, en ergoterapeut og en projektleder skal fremover være den faste støtte, der skal hjælpe psykisk sårbare borgere i Holbæk med at komme i arbejde.
Som de fleste danske kommuner har Holbæk de seneste år oplevet en stigning i antallet af sygemeldte borgere med psykisk sårbarhed. Derfor er kommunen og Den Sociale Investeringsfond (DSI) gået sammen om at oprette en ny tværfaglig beskæftigelsesindsats, der skal give borgeren den nødvendige jobrådgivning, men også tage hånd om deres psykiske udfordringer.
Personerne i det tværfaglige team skal være gennemgående i hele forløbet, så borgeren oplever et sammenhængende og trygt forløb.
Brug for at tænke nyt
- Vi har erfaret, at det kan være vanskeligt at hjælpe psykisk sårbare borgere i beskæftigelse via vores eksisterende indsatser, siger Karina Helmer, udvalgsformand for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv.
- Der kan være mange forskellige barrierer forbundet med at komme i beskæftigelse for borgere med en psykisk lidelse. Udfordringer, der gør, at den nuværende indsats ikke er tilstrækkelig. Derfor er der brug for at tænke nyt, og det gør vi her.
Helhedsorienterede indsatser er tidligere afprøvet og viser, at hvis der er fokus på borgerens trivsel og livskvalitet, er der større chancer for, at indsatsen har en langvarig effekt, hovr borgeren bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet, fortæller Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i DSI.
- Det til trods er de helhedsorienterede indsatser ikke bredt anvendt i kommunerne. Det vil vi gerne bidrage til med denne investering i Holbæk Kommune, siger hun.
Skal kun betale, hvis det virker
Indsatsen skal hjælpe 180 borgere og løber over tre år, hvor hver borger er i indsatsen i 26 uger efterfulgt af 13 ugers efterværn. Den forventes at gå i gang til februar.
Kommunen skal kun betale investeringen tilbage, hvis der opnås de ønskede resultater, der giver gevinst for både den enkelte borger og kommunens budgetter.
- Denne type indsats kan være dyr og besværlig at igangsætte for mange kommuner, men gevinsten er stor både menneskeligt og økonomisk. Med en social effektinvestering får kommunerne den nødvendige kapital og viden, der skal til for at igangsætte indsatsen, Camilla Bjerre Damgaard.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.