KØBENHAVN / HVIDOVRE: Mandag blev Danmarks første kommunale grundlovsceremoni afholdt i fællesskab mellem Hvidovre Kommune og Københavns Kommune. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
At deltage i en grundlovsceremoni er en betingelse for, at nye danske statsborgere kan få deres statsborgerskab. Det er første gang i kommunal sammenhæng, at ceremonien har fundet sted.
Dermed var det også debut for den omstridte betingelse om et håndtryk med en kommunal repræsentant for at få statsborgerskabet. Den første grundlovsceremoni fandt sted for cirka et år siden. Dengang stod daværende udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), for uddelingen af håndtryk.
Men det er kommunerne, der nu står for ceremonien. Formålet med ceremonien er at markerede det nye statsborgerskab. Markeringer sker via et håndtryk med en repræsentant fra kommunalbestyrelsen, eksempelvis borgmesteren.
Dispensation fra ministeren
Ved ceremonien skal ansøgeren desuden skrive under på at ville overholde Grundloven og grundlæggende danske værdier og retsprincipper. Grundlovsceremonien mandag var i princippet ekstraordinær.
Det skyldes, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har givet dispensation til, at de to kommuner kunne fremrykke en fælles grundlovsceremoni.
Den blev fremrykket for to borgere, hvis børn fylder 18 år lige om lidt. Børnene kunne dermed også automatisk blive danske statsborgere via deres forældre. Det skal man være umyndig for at kunne blive. En af de to unge under 18 år, der nød godt af den fremrykkede ceremoni, er FC København-spilleren Mohamed Daramy.
Ved grundlovsceremonien på Hvidovre Rådhus fik hans mor sit danske statsborgerskab. Derfor har Daramy også fået sit danske statsborgerskab, dagen før han fylder 18 år. Det gør han i dag, tirsdag.
Kommunerne har ansvaret for at afholde grundlovsceremonier mindst to gange om året.
Efter at Mattias Tesfaye er tiltrådt som udlændinge- og integrationsminister, har han ikke taget endelig stilling til, om han og regeringen vil beholde loven eller fjerne den. Han har tidligere udtalt, at han først gerne vil overvære flere ceremonier med håndtryk for bedre at kunne vurdere, om ceremonierne fungerer i praksis.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.