
Når kronprinseparrets motionsløb, Royal Run, finder sted for femte gang 2. pinsedag den 29. maj, bliver det med fire nye værtsbyer og kommuner og en enkelt genganger. Herning, Aabenraa, Nyborg og Nykøbing Falster er debutanter, mens den eneste genganger bliver København/Frederiksberg.
Alle steder bliver det muligt at vælge mellem ruter på 1,6 km (en mile), 5 km og 10 km. I Herning og Aabenraa bliver der plads til op til 15.000 deltagere, i Nyborg og Nykøbing Falster 10.000 og i København/Frederiksberg 40.000 deltagere.
- Det er meget spændende at kunne udvide Royal Run-familien med fire helt nye byer. Royal Run er et motionsløb, hvor alle kan være med, og med Herning, Aabenraa, Nyborg og Nykøbing Falster med som nye værtsbyer, håber vi, at vi kan give endnu flere lyst til at opleve, hvad det giver at bevæge sig sammen og gøre det til en kæmpe folkefest, siger Jens Otto Størup, adm. direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.
Da løbet blev afviklet i år, deltog knap 92.000 fordelt på Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg.
Glade borgmestre
Borgmestrene i løbskommunerne ser da også frem til at byde løbet velkommen.
- Vi glæder os rigtig meget til at vise Herning frem og være med til at skabe fantastiske rammer for årets helt store løbeevent. Vi håber, at Royal Run kan være med til at trække endnu flere nye motionister ud på vejene, som får øjnene op for at løbe og bevæge sig, siger Hernings borgmester, Dorte West (V).
- Jeg ser frem til et brag af en folkefest i Aabenraas gader, som skal være med til at promovere Aabenraa som både en sund kommune og ikke mindst en kommune, som går op i at dyrke breddeidrætten, hvor alle har mulighed for at være med uanset alder, køn, seksualitet og race samt fysiske og psykiske forudsætninger, siger Aabenraas borgmester, Jan Riber Jakobsen (K).
- Det er en ære at kunne lægge asfalt og brosten til Royal Run, og vi glæder os til at blive en del af den nationale løbefest 2. pinsedag. Det er næste kapitel i historien om en by, hvor vi gør tingene sammen og skaber unikke oplevelser i fællesskab, siger Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V).
- Det bliver en kæmpe folkefest, hvor alle, der har lyst, kan deltage på den ene eller anden måde. Jeg er sikker på, at vores mange foreninger og lokale fællesskaber kommer til at byde ind med sjove og underholdende aktiviteter og masser af god familiehygge rundt om selve Royal Run, siger Guldborgsunds borgmester, Simon Hansen (S).
Royal Run arrangeres i et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Atletik. TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er med som strategiske partnere.
Løbet blev afviklet første gang i 2018 i anledning af kronprins Frederiks 50 års fødselsdag.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.