
Anklagemyndigheden har besluttet, at hverken retssagen mod den hjemsendte FE-chef Lars Findsen, den tidligere Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen, eller en 63-årig tidligere ansat i PET kan gennemføres.
Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
"Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer, at det af hensyn til statens sikkerhed ikke længere er betryggende at stille højt klassificerede oplysninger til rådighed for straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen", lyder det.
Den vurdering bunder ifølge anklagemyndigheden i, at Højesteret har besluttet, at ingen af de tre sager skal gennemføres for lukkede døre. Dog kan byretten senere vurdere, at dørene skal lukkes under dele af sagen, lød det.
Ifølge statsadvokat Jakob Berger Nielsen har anklagemyndigheden ikke mulighed for at løfte bevisbyrden i sagerne, hvis de fortrolige oplysninger ikke kan fremlægges.
Forsvarets Efterretningstjeneste skriver i en pressemeddelelse, at det er tjenestens opfattelse, at sagerne ikke kan gennemføres under betryggende rammer. Det skyldes blandt andet, at det ikke er muligt at forhindre, at retsbøger med forklaringer, som er givet bag lukkede døre, bliver udleveret til de tiltalte, lyder det fra FE.
Lars Kjeldsen, forsvarsadvokat for Lars Findsen, kalder beslutningen en naturlig konsekvens af Højesterets beslutning.
Spørgsmål: Når man kigger tilbage på det her langvarige forløb, hvad er så tankerne?
- Da jeg første gang blev interviewet om den her sag, sagde jeg, at omverdenen ville blive forundrede, hvis de vidste, hvad der foregik i inde i den retssal. Og jeg kan tilføje, at min forundring ikke er blevet mindre, siger forsvarsadvokaten.
Straffrit
Efter Højesterets kendelser i sagerne mod Claus Hjort og Lars Findsen er det i realiteten straffrit at bryde sin tavshedspligt, når det gælder klassificerede oplysninger. Det siger landets øverste anklager, rigsadvokat Jan Reckendorff, i en pressemeddelelse onsdag.
Det er op til Folketinget i givet fald at lave en lovændring, hvis retstilstanden skal ændres, lyder hans konklusion.
Stoppet for straffesagerne mod den forhenværende forsvarsminister og den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste begrundes som nævnt af anklagemyndigheden med, at det ifølge FE ikke er betryggende at stille oplysninger om højt klassificerede oplysningerne til rådighed for straffesagerne.
Utrygheden er en konsekvens af, at Højesteret er kommet med flere afgørelser, som går anklagemyndigheden imod. For eksempel skulle de tiltalte have udleveret anklageskriftet. Og sagerne skulle køre delvist for åbne døre.
I onsdagens pressemeddelelse udtaler rigsadvokaten, at det ud fra et retshåndhævelsessynspunkt er et problem, at centrale beviser ikke kan lægges frem.
- Hvis loven ikke kan håndhæves, betyder det i sidste ende, at vi i Danmark reelt kan stå uden et strafferetligt værn mod brud på tavshedspligten om landets mest fortrolige oplysninger, siger Jan Reckendorff.
- Hvis den retstilstand skal ændres, vil det kræve en lovændring, siger han.
/ritzau/
Red. Afsnit 7, 8 og 9 med forsvarsadvokat Kjeldsens kommentarer tilføjet kl. 15.04
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.