
MIDTJYLLAND: Seks patienter, der blev opereret for sent for kræft i maveregionen på Aarhus Universitetshospital (AUH), er indtil videre blevet tilkendt erstatning.
Det viser tal fra en oversigt på Patienterstatningens hjemmeside. Oversigten bliver opdateret hver onsdag.
Der er i alt 98 patienter, der har søgt erstatning. Heraf er 17 sager endnu ikke afgjort. Det vil sige, at 75 patienter indtil videre har fået afvist deres erstatningssag.
Sagen begyndte at rulle i foråret 2023, da det kom frem, at patienter havde ventet for længe på at blive opereret for tarmkræft. Siden er det kommet frem, at over 300 patienter ikke var blevet opereret inden for de maksimalt 14 dage, som de havde krav på.
Patienterstatningen er den myndighed i Danmark, som afgør, om patienter kan få erstatning, hvis de er kommet til skade i sundhedsvæsenet eller har fået bivirkninger ved medicin.
Afhænger af skade
Karen-Inger Bast, som er direktør for Patienterstatningen, påpeger, at loven kun giver mulighed for erstatning, hvis der er sket skade på patienten.
- Det er ikke nok, at der er sket fejl eller forsinkelser. I denne sag betyder det, at det kun er relativt få patienter, der har ret til erstatning, skriver hun i et skriftligt svar til Ritzau.
- For denne gruppe af kræftpatienter er i forvejen så syge, og forsinkelserne så relativt korte, at vi ikke kan lægge til grund, at forsinkelserne med overvejende sandsynlighed forværrede patienternes overlevelsesprognose, eller at de skulle igennem et hårdere behandlingsforløb end ellers, lyder det videre.
Den samlede erstatningssum for de anerkendte sager er ifølge Patienterstatningen på to millioner kroner.
1,6 mio. fra en enkelt sag
Det påpeges dog, at 1,6 millioner ud af de 2 millioner kroner stammer fra en sag, hvor det anerkendes, at der har været en overskridelse af de maksimale ventetider, men hvor erstatningen er tilkendt for alvorlige komplikationer i forbindelse med operationen. Overskridelsen har ikke haft betydning for den pågældende patient, oplyser Patienterstatningen.
Tilkendte erstatninger betales af den pågældende region - i dette tilfælde Region Midtjylland. Både patienten, behandlingsstedet og dem, der skal betale erstatningen, kan anke afgørelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.