
Regeringens ambition om at sænke priserne på færgebilletter er godt nyt for danske småøer. Sådan lyder det fra Sammenslutningen af Danske Småøer, der repræsenterer 27 danske øsamfund.
- Det betyder, at adgangen til vores øer bliver lettere. Høje takster får folk til at blive væk, lave takster får folk til at komme. Så vi tror, det her kan give flere turister og flere lyst til at bosætte sig på øerne, siger organisationens formand, Kirsten Sydendal.
Regeringen vil øget tilskuddet til færgebilletter og afsætte 51 millioner kroner årligt over de næste fire år til at indføre det såkaldte "fulde landevejsprincip". Det betyder, at det skal koste det samme at transportere sig over vand som over land.
Der ydes allerede i dag et tilskud til 33 færgeruter i 21 kommuner med henblik på at sænke taksterne. Tilskudsniveauet er fastsat, så kommunerne kan sænke billetpriserne i 46 uger.
Øerne bestemmer selv, om de seks uger uden tilskud skal være i eller uden for højsæsonen. Men ved at øge tilskuddene bliver det ifølge Kirsten Sydendal muligt at sænke prisen på færgebilletter samtlige 52 uger om året.
Ikke alle kan trække det fra
Det vil ikke bare booste turismen, men også bosætningen på øerne, der ifølge formanden er under pres flere steder. Det er eksempelvis fastboende pensionister, der ifølge formanden vil nyde godt af sænkede færgepriser.
- Jeg har selv et periodekort, som koster mig 6.000-7.000 kroner om året. Jeg er heldig, fordi jeg tager afsted mange gange om ugen, og jeg kan trække det fra på min skattebillet.
- Men der er andre, der ikke tager frem og tilbage så tit, for eksempel pensionister, der skal til tandlæge eller har et andet ærinde på fastlandet, siger hun.
Landdistrikternes Fællesråd deler begejstringen ved udsigten til lavere færgepriser.
- Færgerne er småøernes livsnerve og den eneste vej til og fra øen. En stabil og økonomisk overkommelig færgeforbindelse er vigtig, for at folk vil besøge øerne som gæster og turister - og måske derefter bosætte sig på småøerne, siger rådets formand, Steffen Damsgaard, i en pressemeddelelse.
Det indgår også i finanslovsforslaget at hæve befordringsfradraget for personer i yderkommuner med 100 millioner kroner om året de næste fire år.
Det samlede forslag til næste års finanslov ventes præsenteret senere på ugen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.