
Udlændingestyrelsen beder i et brev alle danske kommuner om at melde ind, hvis de har lokaler, der egner sig til at huse eventuelle ukrainske flygtninge. Det skriver DR.
- Der er en betydelig risiko for, at der snarligt kan opstå en situation med tilstrømning til Danmark grundet situationen i Ukraine, skriver styrelsen i det såkaldte varslingsbrev.
Torsdag aften anslog FN's flygtningeorganisation, UNHCR, at 100.000 ukrainere er flygtet fra deres hjem. Det er sket som følge af, at Rusland natten til torsdag indledte en invasion i Ukraine.
Flere kommuner melder klar
Borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S) sagde torsdag, at kommunen forbereder sig på at tage imod flygtninge fra Ukraine.
- Vi har som by en forpligtelse til at yde vores i den humanitære opgave, som Danmark og verden står overfor, lød det fra Bundsgaard.
Også Hvidovre Kommune undersøger, om den kan tage imod flygtninge. Det fortæller borgmester Anders Wolf Andresen (SF) på Twitter fredag.
- Jeg har bedt administrationen undersøge, hvor vi kan indkvartere flygtninge, hvis vi bliver bedt om det, skriver han.
Haderslev Kommune skriver i en pressemeddelelse fredag, at den undersøger om Haderslev Sygehus kan huse ukrainske flygtninge.
- I Danmark er vi nærområde for ukrainske flygtninge. Haderslev Sygehus kan i den forbindelse være en midlertidig sikker havn, skriver borgmesteren i Haderslev, Mads Skau (V).
Regeringen vil ikke sætte tal på
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på et pressemøde torsdag, at regeringen ønsker at tage imod ukrainske flygtninge i Danmark.
- Det, der er anderledes med den her konflikt i forhold til verdens andre konflikter, er, at det her er vores nærområde, og derfor har vi også et særligt ansvar, sagde Mette Frederiksen.
Statsministeren ville dog ikke sætte tal på, hvor mange ukrainske flygtninge regeringen er villig til at tage imod.
- Det er alt for tidligt at sætte tal på, hvor mange flygtninge Danmark vil tage, sagde hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.