
Statsrevisorerne kritiserer, at der ikke er et "tilfredsstillende it-beredskab" for syv af 12 undersøgte samfundskritiske it-systemer. Det oplyser revisorerne i en bemærkning mandag middag.
- Det indebærer en risiko for, at staten ikke kan opretholde eller markant får forstyrret løsningen af samfundskritiske opgaver i tilfælde af større it-nedbrud, hackerangreb eller fysiske skader, skriver revisorerne.
Et samfundskritisk system beskrives som et system, hvor større driftsforstyrrelser vil resultere i væsentlige udfordringer for samfundet som helhed. Det kan være økonomiske tab for staten eller et længerevarende nedbrud af kritisk infrastruktur.
- Det er desværre ikke første gang (at der udtales kritik af statslige it-systemer, red.). Sidste år undersøgte vi 13 samfundskritiske it-systemer, og der levede ingen op til kravene. Derfor er jeg meget skuffet over resultaterne, siger Mette Abildgaard (K), som er formand for statsrevisorerne.
Middel kritik
Statsrevisorerne arbejder med flere niveauer af kritik på en karakterskala - fra positiv kritik til skarpeste kritik i den anden ende. Kritikken af it-beredskabet er såkaldt "middel kritik". Det er i midten af skalaen.
Det er Rigsrevisionen, der har taget initiativ til at få foretaget en undersøgelse af it-sikkerheden.
De samfundskritiske it-systemer udgøres af i alt 90 it-systemer.
Undersøgelsen har undersøgt it-systemer i henholdsvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Erhvervsstyrelsen, Søfartsstyrelsen og fire andre myndigheder, der ikke nævnes ved navn.
Statsrevisorerne konstaterer i sin bemærkning, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har etableret et it-beredskab, der "i overvejende grad" er tilfredsstillende.
Det er samme konklusion med styrelserne, hvor der dog påpeges nogle mangler.
Statsrevisorerne skriver i sin bemærkning, at de finder det "særdeles nødvendigt", at de undersøgte myndigheder får rettet op på de mangler, som Rigsrevisionen har påpeget.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.