
ODENSE: Med en ny fondsbevilling vil flere folkeskolelærere i Odense Kommune kunne blive klædt på til at undervise i teknologiforståelse i projekt "Verdens bedste robotby i børnehøjde", oplyser kommunen.
Bevilligen på 4.395.000 kr. fra A.P. Møller-fonden betyder, at de første 80 særlige "børnene i robotbyen-vejledere" kan blive bedre til at vejlede kolleger, så flere på de enkelte skole får kompetencer til at inddrage teknologiforståelse i deres undervisning.
- Vi er langt i at indfri byrådets store satsning på at gøre Odenses børn dygtige til at beherske den teknologi, som er så stor en del af vores hverdag. Når økonomiske kræfter udefra bakker op om ambitionerne, smitter det naturligvis positivt af på omfanget af og energien, vi lægger i arbejdet, siger børn- og ungerådmand Susane Crawley Larsen (R) og tilføjer, at det både i og uden for klasseværelserne flyver i luften med ord som "3D-printer, scratch, samtykke, algoritmer, idégenerering, droner og prototyper".
Del af langsigtet indsats
Udover særligt teknologi-kompetente medarbejdere har alle kommunens 33 folkeskoler også adgang til såkaldte "makerspaces", der er særligt veludstyrede teknologiværksteder, hvor eleverne kan lære og skabe fx limpistoler og laserskærere.
- Helt aktuelt diskuterer man på landsplan, hvordan teknologiforståelse bliver en integreret del af undervisningen i skolen. I Odense er vi ambitiøse på den dagsorden og har allerede en slags eksperter i det på alle skoler. Men de er også meget efterspurgte, så det får stor betydning, at vi kan fordoble deres indsats og dermed give flere lærere kompetencer. Det er godt, når udviklingen ikke alene hviler på de første ildsjæle, men at der nu kommer flere kollegaer at idéudvikle med. Samtidigt giver det mulighed for, at flere elever får teknologiske arbejdsmetoder i hænderne, siger Odense Kommunes skolechef, Nikolaj Juul Jørgensen.
I 2019 investerede Odense Byråd 50 mio. kr. over ti år for at kommunens børn kan mærke, at de vokser op i en af verdens bedste robotbyer, og dermed kan være på forkant inden for teknologi.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.