
I løbet af denne uge har tre af landets 98 siddende borgmestre meddelt, at de ikke genopstiller til næste valg: Tonni Hansen (SF) på Langeland, Hans Østergaard (V) i Ringkøbing-Skjern og senest Niels Jørgen Pedersen (V) i Thisted.
Dermed er der foreløbig ti borgmestre, som har meddelt, at de ikke ønsker at fortsætte. Flest fra Venstre og flest fra Jylland:
Foruden de tre nyeste er det Ulrik Wilbek (V) fra Viborg, Mogens Gade (V) fra Jammerbugt, Mogens Jespersen (V) fra Mariagerfjord, Karsten Längerich (V) fra Allerød, Birgit S. Hansen (S) fra Frederikshavn, H.C. Østerby (S) fra Holstebro og Hans Stavnsager (S) fra Faaborg-Midtfyn.
En lang række af de øvrige borgmestre er for længst blevet genvalgt som borgmesterkandidater, mens nogle fortsat er i tænkeboks. Det gælder bl.a. i Skive, hvor Venstre har udskudt sit valg af borgmesterkandidat til november for at give Peder Christian Kirkegaard (V) tid til at beslutte, om han ønsker at fortsætte.
Flere af de borgmestre, som ikke vil fortsætte, har angivet frustrationer over arbejdsbetingelserne som årsag. Det gælder bl.a. Birgit S. Hansen, Hans Stavnsager og Tonni Hansen, som har angivet henholdsvis den hårde debattone, for stram statslig styring og kronisk mangel på penge som medvirkende til, at de vælger at stoppe.
Andre stopper, fordi de vil noget andet eller mener, der er brug for nye kræfter. Det er da heller ikke usædvanligt, at en stribe borgmestre frivilligt melder deres afgang.
10-11 i sidste periode
Op til seneste kommunalvalg i 2021 var der 11 borgmestre, som ikke genopstillede.
Også dengang var der en overvægt af Venstre-borgmestre, heraf én, som egentlig gerne ville, men blev vraget af sine egne, nemlig Tønders daværende Venstre-borgmester Henrik Frandsen, som efterfølgende blev valgt for sin nystiftede Tønder Listen og nu sidder i Folketinget for Moderaterne.
De V-borgmestre, som dengang ikke ønskede at fortsætte, var John Engelhard i Glostrup, Erik Buhl i Varde, Ib Kristensen i Billund, Lars Krarup i Herning, Egon Fræhr i Vejen, Jørn Pedersen i Kolding og H.P. Geil i Haderslev.
Dertil kom tre S-borgmestre: Niels Viggo Lyngholm i Struer, Ole Bollesen i Syddjurs og Ole Wej Petersen i Ærø Kommune.
I seks af kommunerne, hvor borgmesteren stoppede, lykkedes det den nye spidskandidat at beholde borgmesterposten, nemlig i Varde, Billund, Herning, Haderslev, Syddjurs og Ærø.
Seks borgmestre er allerede stoppet
Udover de ti borgmestre, som foreløbig har meldt deres afgang ved næste valg, er der seks, som allerede er stoppet i denne periode og har overladt posten til en anden:
- I Brøndby har Maja Højgaard (S) afløst Kent Magelund (S)
- I Fredericia har Christian Bro (S) afløst Steen Wrist (S)
- I Ringsted har Klaus Hansen (V) afløst Henrik Hvidesten (V)
- I Struer har Marianne Bredal (V) afløst Mads Jakobsen (V)
- I Nordfyn har Mette Landtved-Holm (V) afløst Morten Andersen (V)
- I Aalborg har Lasse Frimand Jensen (S) afløst Thomas Kastrup-Larsen (S)
Og flere kan nå at komme til - i forrige periode fra 2018-2021 var der ti borgmesterudskiftninger undervejs, hvoraf nogle var planlagt til at kunne give en ny borgmester et godt afsæt til at blive genvalgt.
De ti udskiftninger i utide i forrige periode fandt sted i København, Frederiksberg, Herning, Rødovre, Gentofte, Dragør, Roskilde, Bornholm, Fredericia og Skanderborg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.