VALLENSBÆK: I sagen fra Vallensbæk skal den tidligere tekniske direktør fredag eftermiddag afgive forklaring til Statsforvaltningen, som har indkaldt ham til møde. Kontorchef Anne Birgitte Hassing, der står i spidsen for undersøgelsen, kan i sagens dokumenter læse, hvordan den tekniske direktør på et afgørende punkt har fremsat to forskellige og modstridende forklaringer. Dknyt kan gengive forklaringerne efter at have set de afgørende dokumenter.
Lars Christensen fratrådte for nylig sin stilling i Vallensbæk efter kritik for budgetoverskridelser i et ESCO-projekt og er nu ansat i Rødovre Kommune. Men han er inddraget i tilsynsmyndighedens undersøgelse af beskyldningerne mod borgmester Henrik Rasmussen (K) for magtmisbrug og ulovligheder af kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen og deres fælles fagforening Djøf. I sit notat med anklagerne mod borgmesteren, skriver Bjarke Steen Johansen:
'Af vores nu afskedigede tekniske direktør blev jeg lige inden, at han blev fritaget for tjeneste orienteret om, at han og hans afdeling var blevet pålagt af borgmesteren at træffe en eller flere begunstigende forvaltningsakter - som jeg erindrer det, så skulle det være i forhold til borgmesterens nære pårørende.'
Smugleri af spørgsmål
Kommunens direktør Anette J. Laustsen ringer 25. september i år til Lars Christensen for at få hans egen forklaring på forholdet. Af et telefonnotat fremgår det: 'Lars oplyser, at han ikke er vidende om, at der skulle være foregået noget ulovligt. Han oplyser endvidere, at han ikke kan pege på en sag, hvor han er blevet pålagt at træffe begunstigende forvaltningsakter, ligesom han oplyser, at han heller ikke selv har pålagt andre at træffe begunstigende forvaltningsakter.'
Telefonsamtalen mellem direktør Anette J. Laustsen og Lars Christensen får Djøf til at fremsende en skarp udtalelse til kommunen. Steffen Schmidt, chefkonsulent i Djøf, skriver blandt andet, at kommunen har forsøgt at 'smugle spørgsmål til undersøgelsen ind i en samtale, der har haft karakter af en opringning fra en tidligere kollega, hvor samtalen har været mere personlig og i lige så høj grad har handlet om 'gamle dage''. Og brevet fra DJØF slutter: Al fremtidig henvendelse fra kommunen til Lars Christensen skal ske til Djøf'.
Lars Christensen skal fredag kl. 13 afgive forklaring til kontorchef Anne Birgitte Hassing i Statsforvaltningen for Hovedstaden.
Følg dknyts tema Vallensbæksagen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.