
GULDBORGSUND: I en tilsynsrapport fra den 5. december vurderer Arbejdstilsynet, at de ansatte er i risiko for ‘alvorlig legemsbeskadigelse’, når de går på arbejde, og det har nu medført et strakpåbud fra tilsynet, skriver Fagbladet FOA.
Strakspåbuddet kommer efter flere alvorlige episoder med vold og trusler. En ansat er blandt andet blevet udsat for kvælertag, og tre andre er blevet truet med en kniv. Forsorgshjemmet har tidligere fået et strakspåbud om at reducere vold og trusler om vold i 2014 efter to ansatte blev kniv-dræbt af en beboer.
- Her har vi en arbejdsplads, hvor to medarbejdere er blevet dræbt. Det skal udløse, at sikkerheden er i top, og så ser vi alligevel et voldsomt antal trusler og en situation, hvor tre medarbejdere har været i godt og grundigt knibe. Det må simpelthen ikke ske, siger formand for FOA, Dennis Kristensen.
Kommunen har ansvaret for sikkerheden
Han påpeger, at et politisk flertal med hjælp fra satspuljemidlerne vil oprette en række specialiserede socialpsykiatriske afdelinger fra 2018 med plads til 150 af de mest udadreagerende psykisk syge på bostederne. Men indtil de nye pladser er oprettet, skal Guldborgsund Kommune, der driver Saxenhøj, sørge for, at der er tilstrækkeligt med hænder til at forebygge nye, grove voldsepisoder:
- Det kommer til at koste i 2017 at holde stedet fri fra de voldsepisoder, der ultimativt kan føre til drab. Og det er ikke nok at sætte folk to og to sammen. Det kræver, der er tilstrækkeligt ansatte i den periode, siger Dennis Kristensen.
Forholdene på Saxenhøj er blevet mere pressede i løbet af efteråret. Fagbladet FOA har fået aktindsigt i politiets kørsler til forsorgshjemmet fra januar til maj 2016. Aktindsigten afslører, at der allerede her var flere episoder med knive, vold og dødstrusler.
SIND: Ny tilbudsform fjerner fokus fra akutte problemer
Hos pårørendeorganisationen SIND ser formand Knud Kristensen de mange alvorlige hændelser på forsorgshjemmet som et udtryk for, at hospitalspsykiatrien er presset.
- Der er for få sengepladser i regionspsykiatrien. Der er brug for, at patienterne kan få lov til at være indlagt så længe, de har behov for det, siger han.
Han mener, at de socialpsykiatriske afdelinger, der skal stå klar i 2018, fylder for meget i debatten og fjerner fokus fra de akutte problemer.
- Jeg synes, det er irriterende, at det hele er kommet til at handle om den nye tilbudsform, som ingen rigtigt ved, hvad er for noget, mens det lige nu halter på flere bosteder og psykiatriske afdelinger, siger Knud Kristensen.
Hos Guldborgsund Kommune oplyser forvaltningen, at de har svaret på strakspåbuddet og ikke ønsker at kommentere sagen yderligere, før den er afsluttet hos Arbejdstilsynet.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.