Omkring 62 pct. af det indsamlede tekstilaffald bliver i dag sendt til forbrænding og energiudnyttet til el og fjernvarme. Det skriver Danwatch på baggrund af indsamlede tal fra Københavns Kommune og Aarhus Kommune og en aktindsigt hos Miljøstyrelsen.
I Københavns kommune blev der sidste år samlet 220 ton tekstilaffald ind, og af det blev omkring halvdelen sendt til forbrænding. Resten blev transporteret til finsortering hos en virksomhed i Polen, og herefter mister kommunen sporbarheden, fordi det blandes med andet tekstilaffald.
I Aarhus Kommune bliver der på nuværende tidspunkt sendt 59 pct. tekstilaffald til forbrænding, hvor det bliver energiudnyttet til fjernvarme.
Ifølge aktindsigten fra Miljøstyrelsen blev en stor del af det tøj- og tekstilaffald, der blev registreret i 2023 i Affaldsdatasystemet sendt til forbrænding og energiudnyttet til el og fjernvarme. Tallene fra aktindsigten viser, at omkring 62 pct. af det indsamlede tekstilaffald blev sendt til forbrænding. Resten er sendt videre med henblik på genbrug eller genanvendelse.
Tekstilekspert Kerli Kant Hvass, der er adjunkt i bæredygtig forretningsinnovation og cirkulær økonomi ved Aalborg Universitet, kalder det “vildledende for forbrugerne”, at man igangsætter et separat sorteringssystem af tekstilaffald, når man ikke har løsningerne til at håndtere det.
- Når der er et sorteringssystem signalerer man til forbrugerne, at det der afleveres bliver genbrugt eller genanvendt, og når det ikke sker i mange tilfælde, så sender man et forkert signal. Måske havde tøjet bedre af at blive brugt i længere tid end at blive samlet ind til forbrænding. Det er en form for greenwashing, siger hun.
"Naturligvis ikke hensigten"
Danmark har fra januar 2025 været pålagt at sortere tekstilaffald, men man begyndte allerede at udrulle det i 2023 for at være på forkant med det nye direktiv fra EU. Jens Bomann Christensen, der er direktør for affaldsselskabernes forening, Brancheforeningen Cirkulær, har fra begyndelsen været skeptisk over for systemet, fordi der er så mange store udfordringer.
- Vi har en branche i krise, fordi der er så få aktører, der byder på behandling af tekstilaffald, og der er ikke teknologi og kapacitet nok til at genanvende de enorme mængder tekstil, siger han.
I et skriftligt svar til Danwatch udtaler miljøminister Magnus Heunicke (S), at det “naturligvis ikke er hensigten, at en del af det tekstilaffald, som borgerne bruger tid på at sortere, brændes af.”
- Det er helt afgørende, at vi bliver bedre til at genbruge og genanvende vores tekstiler, og det er en udvikling, vi stadig er i gang med, siger han og påpeger, at udgangspunktet er bedre end før, hvor intet blev sorteret og genanvendt.
- Så vi er på vej i den rigtige retning, men vi er slet ikke langt nok, siger han.
Ifølge miljøministeren er der flere tiltag på vej, der skal håndtere udfordringerne i tekstilbranchen generelt. Der er afsat penge i finansloven for 2025 til at udarbejde en handlingsplan for tekstiler. Ministeren mødes med de andre partier på den anden side af påske for at arbejde på den.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.