For anden gang er en central embedsmand, departementsråd Pelle Pape, i Statsministeriet torsdag blevet afhørt af Minkkommissionen.
En del af kommissionens opgave er at kortlægge, hvordan ministerier reagerede, da de blev oplyst, at der manglede hjemmel til at aflive alle danske mink.
Tre dage efter at regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen havde præsenteret, at alle mink skulle aflives, blev Statsministeriet varslet om, at der var et hastelovforslag på vej.
Hasteloven skulle skabe lovgrundlag for at kræve alle mink aflivet.
Mailen landede blandt andet hos Pelle Pape, der som departementsråd umiddelbart er under departementschef Barbara Bertelsen i Statsministeriet.
Men topembedsmanden studsede ikke over, at en sådan hastelov var på vej. Og han orienterede derfor ikke sin chef, forklarer han torsdag.
Pelle Pape får varslet som en mail fra en anden medarbejder i Statsministeriet - en kontorchef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, som skulle skrive loven.
Opdager intet problematisk
I mailen, som Pelle Pape modtager, står som det første:
"MFVM (Miljø- og Fødevareministeriet, red.) har ringet og varslet et hastelovforslag om midlertidigt forbud mod mink, herunder med hjemmel til at slå mink ned i hele landet samt med hjemmel til ekspropriation".
Adspurgt til mailen forklarede Pelle Pape, at han ikke umiddelbart overvejede at orientere sin chef, Barbara Bertelsen.- Jeg opdager ikke, at det her er problematisk, siger han torsdag.
Ifølge Pelle Pape havde henvendelsen i hans øjne ikke karakter af en rød alarm. Blandt andet fordi det var en henvendelse fra en kontorchef.
En kontorchef har en afdelingschef og departementschef over sig i et ministeriums hierarki.
- Det ville være mærkeligt for mig at gå videre med meldinger fra kontorchefer fra andre ministerier, uden at det er clearet højere oppe.
Han havde ventet, at hvis der var et problem af den karakter, ville beskeden være kommet fra en højere placeret medarbejder.
- Som minimum en afdelingschef – og hvis det var noget, der involverede Statsministeriet, ville jeg også forvente departementschefen, sagde han til kommissionen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.