
På landets 27 småøer er det ikke nemt at få fat i en taxa.
Men der bor mennesker, som også har brug for at blive kørt hjem fra fester og sammenkomster, og derfor vil transportminister Thomas Danielsen (V) nu se på, om der kan laves en ordning, hvor eksempelvis øens præst som bijob kan få lov at agere taxa mod et pengebeløb.
Danielsen har ikke lagt sig helt fast på, hvordan en ny ordning skal være. I første omgang har han bedt om at få lavet et særafsnit om taxaer på øerne i den analyse af taxakørslen i landdistrikterne, som kommer medio 2023.
- Selvfølgelig skal det være lovligt at befordre (et andet ord for at transportere, red.) mennesker på vores småøer, uden at man skal have en vognmandstilladelse eller et taxameter. Det er det, jeg ønsker en diskussion af.
- Det kan ikke passe, at man ikke kan være deltidschauffør. I ø-samfund har man mange funktioner. Derfor vil det være logisk, at præsten, havnefogeden eller en tredje kan tilbyde noget taxakørsel, siger Danielsen.
Skal ikke kriminalisere folk, der kører for hinanden
Transportministeren forestiller sig, at det skal foregå på den enkle måde, at en borger får tilladelse til taxakørsel, og derefter kan andre borgere ringe til vedkommende og aftale at blive fragtet.
- Det afgørende for mig er, at vi ikke skal kriminalisere folk, der bor på øerne, bare fordi de kører for hinanden og giver lidt penge for det. I bund og grund er jeg jo ligeglad med, om folk bliver hentet i kreaturvogn og bliver kørt i byen, eller om det er præsten, der kører med sin egen bil, siger han.
Det kan umiddelbart lyde en smule som Uber-kørsel. Uber er en ordning, der findes i mange lande, hvor private personer for et beløb kan bestilles til transportering.
Uber forlod Danmark i 2017 efter en ny taxalov, der skærpede reglerne for Uber-chauffører i Danmark. Eksempelvis skal der være taxameter i bilen. I Ubers app aftales der normalt en forhåndspris for den bestilte rute.
Vil ryste posen
Thomas Danielsen vil "ryste posen hårdt" på hele taxaområdet. Derfor udelukker han heller ikke at ændre reglerne, så vejen kan banes for et comeback til Uber i Danmark.
- Jeg afviser ikke noget som helst. Vi bliver nødt til at tage alvorligt, at busserne stopper et eller andet sted.
- Vi bliver nødt til at få bundet Danmark bedre sammen, siger han og tilføjer, at "intet er fredet".
Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, hilser ministerens ambitioner velkommen.
- Når det kommer til de helt små øer, er der behov for nogle helt særlige løsninger. Der vil ikke være grundlag for taxabetjening året rundt – måske kun i korte perioder af året med særlige begivenheder, siger han.
Selvfølgelig skal der være ordnede forhold og betingelser, understreger Damsgaard, men taxamanglen er grel, så han ser gerne - eventuelt med en forsøgsordning i starten - at flere på småøerne kan køre taxakørsel.
Den præcise model må Folketinget og øerne nu finde i fællesskab.
- Vi skal finde ud af, hvad der er den bedste løsning - om alle frit skal kunne personbefordre folk, eller om det skal være forbeholdt nogle bestemte personer, siger han.
Danmarks 27 småøer
* Der er 27 småøer i Danmark. Befolkningstallet faldt markant efter årtusindskiftet, men det er blevet stabiliseret i perioden fra 2017-2021.
* Der er stor forskel på, hvor mange der flytter til de forskellige øer. 20 af øerne kunne notere sig en tilbagegang i beboere fra 2020 til 2021.
* Eksempelvis faldt befolkningstallet på Tunø ud for Odder i Østjylland med 26, så der i 2021 boede 96 mennesker, og på Fur i Limfjorden var der 757 beboere med et fald på 31 beboere.
* Omvendt oplevede Orø i Nordjylland en tilgang på 120 beboere, og der boede i 2021 968 mennesker. På Agersø i Sydvestsjælland lød væksten på 25 beboere til 188 mennesker.
* På øerne er gennemsnitsalderen 55 år.
Kilder: Indenrigs- og Boligministeriet og Sammenslutningen af Danske Småøer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.