
Brian Nissen bliver Socialdemokratiets bud på, hvem der skal forsøge at fravriste Venstre borgmesterposten i Billund. Tre stemmers forskel blev afgørende, da han vandt en urafstemning mod Martin Alminde Friis, der også stillede op. Nissen fik 35 stemmer, Friis 32, skriver JydskeVestkysten.
49-årige Brian Nissen sidder i kommunalbestyrelsen, som han blev valgt til ved KV21. Til daglig arbejder han hos fagforeningen 3F, og han er tidligere fællestillidsmand i Billund Lufthavn. Han sidder i børne- og familieudvalget og har tidligere fremhævet det felt som sin mærkesag.
Martin Alminde Friis sidder ikke i kommunalbestyrelsen, men har været aktiv i lokalforeningen flere år. Han melder klar til at stille op til KV25 som menigt byrådsmedlem og lover i JydskeVestkysten opbakning til Brian Nissen.
Brian Nissen afløser viceborgmester Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (S) som borgmesterkandidat, da hun ikke har ønsket at fortsætte som spids.
Også i Skive skal der findes en ny socialdemokratisk borgmesterkandidat. Her fik ingen af de to kandidater, Kim Jepsen og Stine Esther Christensen, de nødvendige to tredjedele af stemmerne på et møde, og derfor skal der nu afholdes urafstemning, skriver Skive Folkeblad.
I Assens er viceborgmester Søren Thomsen genvalgt som konservativ borgmesterkandidat, skriver Fyens Stiftstidende. Han er formand for udvalget for medborgerskab, kultur og beskæftigelse og overtog viceborgmesterposten som blot 24-årig i 2020, da partifællen Ena Nørgaard forlod både posten og byrådet.
På Langeland har Liberal Alliance valgt Jesper Skovhus som spids- og borgmesterkandidat. Han vandt en afstemning med stemmerne 11-2 mod vennen Lars Tarnak, skriver Fyens Stiftstidende.
På samme medlemsmøde blev Per Nykjær Jensen valgt som Liberal Alliances spidskandidat i Svendborg, da de to kommuner har fælles partiforening. Per Nykjær Jensen blev valgt uden modkandidater. Både Jesper Skovhus og Per Nykjær Jensen sidder i deres respektive kommunalbestyrelser, efter at de begge har brudt med Venstre i løbet af perioden.
I Kolding har SF udpeget sin nye spidskandidat som afløser for Villy Søvndal, der forgæves forsøgte at blive borgmester ved KV21, og som nu har forladt byrådet og i stedet er blevet valgt til Europa-Parlamentet. Det blev byrådsmedlem Iben Lehmann Rasmussen, 44 år, skriver JydskeVestkysten.
Hos SF i Syddjurs er alt derimod, som det plejer at være: Her er Kirstine Bille valgt som SF-spids for sjette gang, skriver Adresseavisen Syddjurs.
Kirstine Bille var borgmester i fire år fra 1. januar 2010 til 31. december 2013 og har siddet i byrådet siden 2001, før kommunalreformen i Ebeltoft Kommune. Hun er 63 år og er klar til at gå målrettet efter borgmesterposten, hvis det bliver en mulighed, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.