
Rigsrevisionen har fået styr på tidshorisonten for sin undersøgelse af ministerier og ministres brug af kreditkort. I foråret 2023 vil beretningen lande hos Statsrevisorerne. Det fremgår af et notat fra Rigsrevisionen.
Undersøgelsen blev besluttet i september og skal omfatte alle ministre og ministerier fra 2015 og frem til i år.
Rigsrevisionen skal dermed have et indblik i kontoudtog fra både nuværende og tidligere ministres betalingskort, som de har benyttet i tjenstlig sammenhæng.
Statsrevisorerne ønsker svar på, hvor mange ministre der har et betalingskort, og "hvor hyppigt opstår der fejl i anvendelse af betalingskort, for eksempel hvis kortet anvendes til ikke godkendte formål"?
Statsrevisorerne vil også vide, hvor stor en procentdel af chefer og medarbejdere i ministerierne, der har et betalingskort, og om det bruges i overensstemmelse med reglerne.
"Rigsrevisionen vil i beretningen vise konkrete eksempler på ministres brug af betalingskort, som er fundet i gennemgangen af betalingskorttransaktioner," lyder det i notatet.
Prehn er årsag til undersøgelse
Undersøgelserne kom i stand efter en sag om fungerende fødevareminister Rasmus Prehns (S) brug af statens kreditkort på restauranter. En sag, som Folketingets Ombudsmand også er gået ind i.
Ekstra Bladet har kunne fortælle, at ministeren i et tilfælde havde afleveret et bilag for en middag, hvor det fremgik, at han havde spist middag med en navngiven journalist. Men de to havde ikke spist middag sammen, afslørede Ekstra Bladet, hvilket ministeren siden har erkendt.
Rasmus Prehn vil dog ikke fortælle, hvem han så spiste middag med i juni 2020, da han var udviklingsminister under Udenrigsministeriet. Han har sagt, at han har betalt middage med journalister, som i første omgang var betalt med ministerkortet, tilbage.
Det samme skulle ifølge Rasmus Prehn være gældende for drikkepenge betalt med ministerkortet. Han har ikke kunnet svare på, hvordan det kunne ske, at han skrev et forkert navn på bilaget fra restauranten Undici.
- Det er pinligt. Det var dumt. Her må man mildest talt sige, at jeg har haft hovedet under armen. Hvad denne fejl skyldes, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvor jeg havde mit hoved, da jeg skrev navnet, sagde Rasmus Prehn i august under et samråd.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.