dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Venstre har tidligere stemt nej til modregning af borgmestres eftervederlag, men nu siger partiets politiske ordfører, Karsten Lauritzen, at man bør stramme op på området. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Venstre klar til opgør med eftervederlag til eks-borgmestre

Efter en række sager, hvor borgmestre har forladt deres politiske hverv til fordel for nye, vellønnede stillinger, er Venstre nu klar til at ændre reglerne for borgmestres eftervederlag.

Hernings nu tidligere borgmester Lars Krarup (V) kan blive en af de sidste borgmestre, der ved sin afsked med rådhuset tager et skattebetalt millionbeløb med sig over i en nyt vellønnet bestilling. For nu melder hans partikollegaer på Christiansborg sig parate til at gøre op med reglerne for borgmestres eftervederlag, skriver Altinget.

Det sker efter en række sager, hvor blandt andre også Bornholms tidligere borgmester Winni Grosbøll (S) har fået et års borgmesterløn med sig i sit nye job som direktør for Friluftsrådet.

- Vi er klar til at lave en opstramning. Det synes vi vil give god mening, siger Venstres gruppeformand på Christiansborg, Karsten Lauritzen, til Altinget.

Hvordan det vil skulle gøres i praksis, vil V-gruppeformanden ikke lægge sig fast på endnu For Lars Krarups vedkommende lød eftervederlaget på over 1,2 mio. kr., da han i juli forlod borgmesterposten i Herning i utide for få uger senere at blive udnævnt til bestyrelsesformand for Realdania med en dertil hørende årlig gage på 900.000 kroner.

Dansk Folkeparti fremsatte ved årsskiftet et beslutningsforslag om at indføre modregning i borgmestres eftervederlag. Da det forslag blev behandlet i Folketinget, stemte et flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale imod.

Minister pålagt at indkalde til møde

Dog blev indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) pålagt at indkalde til et møde, hvor reglerne skulle drøftes. Det er efter det møde, at Venstre kommer med den nye udmelding.

- Det har været en diskussion, om det har været fair, at nogen er gået direkte videre i et nyt job og har taget et års lønninger med sig. Og det vil vi have ryddet op i og set på, om der bør ske en modregning, siger Venstres kommunalordfører Anni Matthiesen til Altinget.

Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten mener, at det er på tide, at Venstre vil gøre noget ved borgmestrenes eftervederlag.

- Vi har jo længe ment, at det mest rimelige er, at borgmestre og regionsformænd modregnes i deres eftervederlag, som det også sker for ministre og folketingsmedlemmer.

- Og det er på tide, at Venstre får øje på den sunde fornuft i det, siger Jens Henrik Thulesen Dahl, der er kommunalordfører i Dansk Folkeparti.

Venstre er det parti, der har næstflest borgmesterposter i Danmark - overgået af Socialdemokratiet. Kaare Dybvad siger til Altinget, at han ikke ønsker at udtale sig om regeringens holdning til eventuelle ændringer af borgmestrenes eftervederlag.

sfe

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/venstre-klar-til-opgoer-med-eftervederlag-til-eks-borgmestre

GDPR