
LOLLAND: Undervisningsministeriet besluttede mandag at igangsætte en kulegravning af AMU-systemet. Det er der måske / måske ikke behov for, men Lolland Kommune stiller sig aldeles uforstående over for fremgangsmåden. Ministeriet har nemlig allerede fældet sin dom i pressen og informeret KL og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, før de berørte kommuner overhovedet er blevet hørt.
- Det er da en interessant samarbejdsform, konstaterer direktør Klaus Marius Hansen.
- Ministeriet kunne bare have spurgt os om sagens rette sammenhæng, men det havde måske ødelagt billedet af handlekraft? Og ja, Lolland Kommune har rekrutteret social- og sundhedsassistenter i Tyskland. Og nej, vi har selvfølgelig ikke misbrugt AMU-systemet.
Sagen er som følger:
I 2008 og 2009 tvinger mangel på kvalificeret arbejdskraft Lolland Kommune til at tænke nyt. Befolkningen bliver ældre, og patienter udskrives tidligere fra sygehusene. Det kræver flere kompetencer til den personlige og praktiske hjælp, og det betyder helt konkret, at der ikke kan skaffes det nødvendige antal social- og sundhedsassistenter.
Derfor begynder Lolland Kommune i samarbejde med rekrutteringsfirmaet Jobteam at kigge mod Tyskland. Det er der flere grunde til: Tyskland er det nærmeste udenlandske arbejdsmarked, Danmark kan lokke med højere løn på området, og først og fremmest svarer den tyske uddannelse til den danske. Bortset fra sproget er alle kompetencer på plads.
En omvæltning
Det er naturligvis en stor omvæltning at tage arbejde i et andet land. For at sikre sig at ansøgerne er seriøse, rekrutteres der blandt social- og sundhedsassistenter, der allerede er fastansatte i Tyskland.
- Nye medarbejdere skal se Lolland Kommune som et tilvalg - ikke et nødvalg, forklarer Klaus Marius Hansen.
- Vi vurderede, at medarbejdere, der var villige til at sige deres faste job op for at få muligheden for at arbejde Danmark, var seriøse ansøgere. De kom til jobsamtale og fik ansættelseskontrakt:
Ikke proforma
- Jeg undrer mig over, at ministeriet kalder kontrakterne for uklare. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan deres ansættelseskontrakter ser ud, men 'du ansættes som Social- og Sundhedsassistent' skulle da ikke være til at misforstå. Det har intet som helst med proforma at gøre.
Efter ansættelsen fik medarbejderne orlov uden løn i seks måneder, hvor de deltog i AMU-kursus for at få de nødvendige sprogkundskaber. To praktikperioder i Lolland Kommune indgik i uddannelsesforløbet, og efter de seks måneders opkvalificering indgik de i normeringen. Lolland Kommune rekrutterede i alt 13 medarbejdere på disse vilkår.
- I mine øjne har det været en succes. Alle forudsiger mangel på kvalificeret arbejdskraft i den offentlige sektor, og vi har forsøgt at gøre noget ved det. Det ærgrer mig, er at vi ikke har kunnet holde på dem alle sammen, for vi er meget glade for de fem medarbejdere, der hjælper syge og ældre borgere i Lolland Kommune hver dag.
Fakta
Kontakten til de tyske social og sundhedsassistenter er formidlet af vikar- og rekrutteringsbureauet Jobteam.
Lolland Kommune har i alt ansat 13 social- og sundhedsassistenter på denne måde. 5 af dem er fortsat ansat i kommunen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.