Af Michael Ziegler, Niels Hörup og Poul Lindor Nielsen
Transportministeren har oplyst til Trafikudvalget, at visualiseringen af de to løsninger til forbedringen af banen København-Ringsted vil koste 2 mio. kr. Det kan undre, fordi opgaven allerede skulle være løst af COWI, som en del af de gennemførte miljøundersøgelser til 234 mio. kr. Det fremgår klart af den særskilte rådgivningsaftale om visualiseringer, som Trafikstyrelsen har indgået med COWI i 2007.
Høringsparterne i København-Ringsted-projektet har udtrykt stor utilfredshed med, at Trafikstyrelsen ikke har visualiseret de to løsninger, der er i spil: nybygningen og 5. sporet. 10 kommuner, der foretrækker 5. sporet, har over for Trafikudvalget påpeget problemet med de manglende visualiseringer. Derfor bad Trafikudvalget transportminister Lars Barfoed om bl.a. at undersøge, hvad det vil koste at få visualiseret de to løsninger.
3D visualiseringer var en planlagt del af høringsmaterialet
Nu har transportminister Lars Barfoed svaret Trafikudvalget. Visualiseringerne koster 2 mio., siger han. Derfor har Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti sagt nej til visualiseringer. Det fremgår imidlertid af udbuddet af rådgivningsopgaverne fra 2007, at selve visualiseringen af de to løsninger skal løses som en selvstændig opgave med det formål at præsentere løsningerne for offentligheden som en del af høringen. Projektet var i høring september til december 2008.
I udbudsmaterialet står, at der skal udarbejdes 3D visualiseringer til brug for offentliggørelse på Trafikstyrelsens hjemmeside. 3D visualiseringerne skal tilmed omfatte interaktiv visning af dæmninger, afgravninger i landskabet, støjvolde, opsætning af støjskærme etc.
Det undrer os, at transportministeren oplyser, at visualiseringerne koster 2 mio. kr. Hvis den pris er rigtigt, kan jeg godt forstå, at man afviser at få visualiseret løsningerne. Opgaven med visualiseringerne skal allerede være løst som en del af miljøundersøgelserne til 234 mio. kr., så vi står en besynderlig situation. Visualiseringen har fra starten været med i planen for præ-sentationen af løsningerne i høringsmaterialet. Høringsparternes efterlysning af visualiseringer er på sin plads. Det er urimeligt, at vi ikke allerede har fået visualiseringerne.
Kommuner søger aktindsigt
Til august afholder de 10 kommuner, der foretrækker 5. sporet, en åben høring om København-Ringsted-projektet. Derfor søger de 10 kommuner nu om aktindsigt i sagen om visua-liseringer. Formålet er, at offentligheden kan få visualiseringerne at se til høringen d. 13. august.
Vi ser frem til at vise visualiseringerne til den åbne høring. Men vi er rystede over, at der er opstået en kamp om de visualiseringer, det fra starten var planen skulle indgå i høringsmaterialet i september 2008. Alle er velkomne til den åbne høring - også de næsten 300, der har indleveret et høringssvar til Trafikstyrelsen. Jeg tror, at vi får visualiseringerne - bedre sent end aldrig.
Trafikstyrelsen beskriver selv i høringsmaterialet, hvordan nybygningen forringer bymiljøer og medfører store tab af natur- og kulturværdier. Derfor indgår de planlagte, men nu tilbage-holdte, visualiseringer også som et nødvendigt materiale for høringsparterne i deres arbejde med høringssvarene. Men høringsparterne var tvunget til at skrive svar uden visualiseringer.
Med nybygningens omfattende påvirkning af omgivelserne kan en visualisering være helt afgørende for høringsparternes indsigelser. Flere høringsparter har brugt mange ressourcer på at komme med kvalificerede høringssvar. Nu hvor det viser sig, at de planlagte visualiseringer er holdt tilbage, må høringsparterne føle sig snydt.
Borgmestrene Michael Ziegler, Høje-Taastrup, Niels Hörup, Solrød, og Poul Lindor Nielsen, Roskilde, udtaler sig på vegne af ti sjællandske kommuner, der alle arbejder for 5. sporsløsningen. Det drejer sig om: Greve, Holbæk, Høje-Taastrup, Ishøj, Kalundborg, Lejre, Odsherred, Roskilde, Solrød og Vallensbæk. Kommunerne tæller i alt ca. 400.000 indbyggere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.