
AARHUS: Rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Christian Budde (V) erkender overfor TV2 Østjylland, at de besparelser, som der er lagt op til i Aarhus Kommunes sparekatalog, vil kunne mærkes.
Der er blandt andet lagt op til at spare den klippekortordning, som giver ældre mulighed for en halv times hjælp om ugen, væk.
Derfor er Aarhus Kommune også i gang med at ansætte 100 16-18-årige unge i ungejob, som eksempelvis kan være aktivitetsvenner, måltidsværter eller gåtursvenner med de ældre på plejehjemmene.
- Så vi gør rigtig mange ting ved siden af. Men det er ikke nogen hemmelighed, at det vil kunne mærkes, og det er jeg selvfølgelig ked af. Men det er desværre den situation, vi står i, siger Christian Budde til tv-stationen.
Og rådmanden har også bidt mærke i, at netop klippekortet er noget af det, som har fanget offentlighedens opmærksomhed.
- Så lad mig understrege, at halvdelen af de penge, der er tilbage fra klippekortene, fastholder vi ude på plejehjemmene, så man lokalt kan arbejde med dem og lave meningsfulde aktiviteter, mad, spil og motion, siger rådmanden.
Vil spare 230 millioner om året
Budde understreger, at alle bekymringer tages alvorligt, og hvor vigtig den høringsperiode, der netop kører frem til 24. november, og hvor borgere kan komme med input til sparekataloget, er.
- Vi er ydmyge nok til at lytte. Så det er også en opfordring til at komme på banen og gøre os klogere, siger Christian Budde.
Men at der skal spares, kommer man ikke udenom.
Aarhus Kommune fremlagde i torsdags et sparekatalog, hvor der i alt skal spares 230 millioner kroner om året. På kommunens høringsportal kan alle komme med høringssvar.
Herefter skal parterne bag budgetforliget - hvilket er langt størstedelen af byrådets medlemmer - mødes den 30. november og igen 5. december for at se på høringssvarene og bestemme, om der skal tilpasses.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.