
MARIAGERFJORD: Helt som forventet blev Jørgen Hammer (DF) mandag aften væltet som formand for teknik- og miljøudvalget i Mariagerfjord. I stedet blev Venstres Henrik Sloth valgt som ny formand med stemmerne fem-to, skriver TV2 Nord.
Som tidligere omtalt er der udbrudt åben strid mellem borgmesterpartiet Venstre og de øvrige konstitueringspartier, Nye Borgerlige, Konservative og Dansk Folkeparti. Derfor mistede DF'eren sin formandsplads i aftes, og på onsdag ventes De Konservatives Jens-Henrik Kirk at miste sin formandsplads i kultur- og fritdsudvalget.
Sammen med Nye Borgerlige er K og DF gået imod en handleplan, der skulle reducere en budgetoverskridelse, og fremlagde i stedet et ændringsforslag i medierne - uden at have orienteret Venstre. Ifølge borgmester Mogens Jespersen (V) var det blot endnu et eksempel på problemer i samarbejdet, og han anser konstitueringsaftalen for at være brudt.
"Der kommer en S-borgmester"
Den afsatte Jørgen Hammer er ikke i tvivl om, at den næste borgmester i kommunen bliver en socialdemokrat. Han har i hvert fald ikke selv tænkt sig at pege på en Venstre-borgmester efter KV25, siger han til Nordjyske.
- De 11 i Venstres gruppe, dem vil jeg selvfølgelig ikke lave en aftale med, når de siger, at de ikke har tillid til mig. Det giver ingen mening, selv om jeg har tillid til dem. Det er 100 procent sikkert, at der kommer en ny socialdemokratisk borgmester i Mariagerfjord. Det har Venstre lagt sig fladt ned og sagt, siger han til avisen.
Jane Grøn (S), som sidder i udvalget, oplyser til avisen, at Venstre og Socialdemokratiet har forhandlet siden seneste byrådsmøde, og at hun derfor stemte for formandsskiftet. Den nyvalgte udvalgsformand, Henrik Sloth (V), vil hverken be- eller afkræfte et nyt V-S-samarbejde, men siger, at "vi er generelt enige med Socialdemokratiet om mange ting i Mariagerfjord. Og det er nu engang nemmere at blive enige, når man kun er to partier end fem eller seks, som vi godt kan risikere efter næste valg".
Red. 6.12. kl. 9.01: dag for møde i udvalget for kultur og fritid ændret til onsdag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.