
Et bredt flertal i Folketinget indgik før sommerferien en aftale om flere uddannelsesmuligheder uden for de større byer. Konkret blev der afsat 537 mio. kr. til at etablere 21 nye videregående uddannelser plus to kunstneriske i perioden 2021-2026.
15. september var der deadline til den første ansøgningsrunde, og her indkom ansøgninger til otte af de 21 planlagte videregående uddannelser, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Der er tale om:
- Pædagog i Holbæk.
- Lærer i Svendborg.
- Jordemoder i Slagelse.
- Radiograf i Næstved.
- Jura i Esbjerg.
- Skibsteknik og marin konstruktion i Frederikshavn.
- Bioanalytiker i Hjørring.
- Ergoterapeut i Haderslev (videreført fra foråret).
Derudover er der ansøgt om et udbud af datamatiker-uddannelsen i Tønder under puljen "nye regionale udbud med potentiale", som man ikke i første omgang har afsat penge til, men som kan komme i betragtning, når en ny 2030-pulje skal fordeles næste sommer.
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) kalder det en god nyhed, at der er otte ansøgninger klar. Man havde kun forventet tre-fire ansøgninger her i efteråret, siger han.
Endelig afgørelse i november
Ansøgningerne skal nu gennem såkaldt prækvalifikation hos ’Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser’ (RUVU). Her vurderes bl.a. arbejdsmarkedsefterspørgsel, herunder regionale behov, og konsekvenser for andre uddannelsesinstitutioner.
RUVU mødes i oktober og behandler ansøgningerne. Herefter bliver vurderingerne forelagt uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, der træffer den endelige afgørelse.
- I forhandlingerne var alle partier optagede af, at der skulle være et godt fagligt grundlag for de nye udbud. Derfor skal alle udbud gennemgå den faglige vurdering, som normalt finder sted, og derfor er det stadig for tidligt at konkludere, hvilke udbud der ender med at blive oprettet. Men med de vigtige økonomiske greb, vi har taget med aftalen, er det min forventning, at dette kun er første skridt. Vi vil se flere ansøgninger om nye uddannelser i hele Danmark i de kommende år, siger ministeren.
Hvilke uddannelser, der bliver godkendt til oprettelse, forventes at kunne blive meldt ud i starten af november 2021.
Se den politiske aftale om uddannelserne her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.