AARHUS/SYDDJURS: Tre vindmøller ved kanten af kommunegrænsen tester forholdet mellem politikere og borgere i Aarhus og Syddjurs Kommune.
65 høringssvar er tikket ind hos Aarhus Kommune for projektet nær Vosnæs Gods – og mindst hver tredje kommer fra borgere i nabokommunen Syddjurs, skriver TV2 Østjylland.
Ret logisk, mener Syddjurs' borgmester.
- Af den simple årsag, at det er vores borgere, som det går ud over, siger borgmester Michael Stegger Jensen (S).
Der er nemlig kun godt 600 meter fra den tiltænkte placering til kommunegrænsen.
Derfor arbejder et samlet byråd i Syddjurs Kommune på et høringssvar, hvor de ønsker et totalt stop for vindmøllerne.
- Vores borgere kan ikke stemme, fordi det foregår i Aarhus Kommune. De er nødt til at have nogle, som taler deres sag. Der er en forening mod vindmøllerne, som gør det godt, men vores borgere har også behov for en politisk stemme i sagen, siger Michael Stegger Jensen.
I Aarhus Kommune forstår den konservative rådmand for teknik og miljø, Nicolaj Bang, godt, at der er borgere på den anden side af kommuneskiltet, som udtrykker skepsis.
- Det er en proces, som har været lang tid undervejs, og som vi også må erkende ikke har været optimal, siger Nicolaj Bang.
En anden tid
Lokalplanen for de tre vindmøller er nu i offentlig høring. De står til at blive 150 meter høje - højere end Lighthouse på 142 meter - og samlet skal de kunne levere strøm til 9.500 husstande om året.
Planerne har været undervejs i mange år. De er også blevet cementeret i Aarhus Kommunes klimaaftale, hvor målet er at blive klimaneutral i 2030.
- Processen er nok født i en tid, hvor vi gik lidt mindre op i borgerinddragelse, end vi gør i dag. Det betyder, at der er truffet nogle beslutninger ret tidligt, før der har været en fornuftig borgerinddragelse.
De fleste partier undtaget Danmarksdemokraterne og Henrik Arens fra Liberal Alliance står bag aftalen. Dog har Venstre sagt, at de er imod lige præcis vindmøllerne ved Vosnæs.
Lige nu er høringen om lokalplanen i gang, og torsdag aften var der borgermøde, hvor alle i en radius af 10 kilometer fra vindmøllerne har fået en invitation.
Samtlige høringssvar fra borgerne i Syddjurs Kommune siger nej til vindmøllerne lige på den anden side af kommunegrænsen.
Nogle er helt kortfattede med få ord som 'Vi vil have vores fredede skønne plet i fred', mens andre svar er på flere sider.
For Syddjurs' borgmester handler det i princippet ikke om på hvilken side af kommunegrænsen, at vindmøllerne bliver planlagt.
- Det handler ikke om, om det er i vores kommune eller ej, det handler om, at det er forkert at gøre, og derfor er vi også ret tydelige. Det sender et signal, at vi er enige i byrådet i Syddjurs, siger Michael Stegger Jensen (S).
Også Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs kommer med et høringssvar.
- Jeg synes, at Aarhus Kommune har en rigtig fin ambition om at blive klimaneutrale, og klimaplanen er rigtig fin, men projektet her er uden betydning i forhold til at nå klimamålene, mener formand Dan Enkelund.
Aarhus Kommune oplyser, at vindmøllerne vil levere omtrent tre procent af Aarhus Kommunes samlede energiforbrug. Foreningen har lavet beregninger, hvor de vurderer, at det nærmere er er én procent.
Borgere er borgere
Den konservative rådmand Nicolaj Bang afviser, at placeringen tæt på kommunegrænsen er valgt af taktiske årsager.
- For mig er borgere nu engang borgere. Vi har det syn på Aarhus, at selvom vi har en kommunegrænse, så er der en stor del af de mennesker, som orienterer sig mod Aarhus og arbejder her, der bor i nabokommunerne, siger han.
Selvom vindmøllerne er en del af et større mål om klimaneutralitet, hvorfor så ikke hive dem ud og blive fri for al den ballade med naboerne i Syddjurs?
- Skal man pille noget ud, så skal samtlige forligspartnere være enige. Jeg kan høre, at det er der ret lidt appetit på blandt mange af de andre partier.
Hvad betyder det?
- Der er nogle partier som har stærke holdninger til antallet af vindmøller, og hvor de skal stå. Vi i Konservative er med i forliget og står på mål for det hele, men jeg kan godt se, at når man er nabo til projektet, så har man svært ved at se, at man skal betale så meget til fællesskabet, når man ikke kan fornemme, at det rigtigt gør en forskel, siger den konservative rådmand Nicolaj Bang.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.