
AALBORG / RANDERS: Ansatte i Borgerservice i Aalborg overfuses af borgerne, der er frustrerede over ventetiden på at få hjælp til bl.a. MitID, pas- og kørekortfornyelser, og det i en grad, så de ansatte har skrevet et læserbrev formidlet af de lokale medier.
"Vi har lige nu en opgave med at få alle cirka 5,2 mio. brugere af NemID på landsplan godt og trygt over på MitID. Det første halvår af 2022 har vi her i Aalborg haft mere end 70.000 ekspeditioner af personlig fremmødte borgere. Men hvor er vi dog overrasket og forundret over omfanget af grovheder, verbale overgreb, sårende bemærkninger, som vores medarbejdere og kolleger bliver udsat for, blot fordi de udfører deres arbejde," står der bl.a. i brevet underskrevet af både fællestillidsrepræsentanten for HK´erne i Aalborg, Susanne Thorsø, og kontorchef i Borgerservice Dorthe Jespersgaard.
Brevet er gengivet i sin helhed på netmediet migogaalborg.dk, og det er ikke småting, de ansatte er udsat for, fremgår det:
"Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe, og derfor er det vanskeligt at forstå, at borgere overfuser medarbejderne med ord som ”inkompetent”, ”dum tøs”,” uduelig”, ”racist”, smatso”, ”jeg skal nok sørge for du bliver fyret” og lign. udtalelser. Det er desværre efterhånden dagligdagen for os i øjeblikket. Vi vil gerne opfordre alle jer, der skal i Borgerservice, til at udvise respekt for det menneske, der ønsker at hjælpe jer bedst muligt inden for lovens rammer," lyder det i opråbet.
Genkendelse i Randers
Torben Bugge, der er konstitueret leder af Borgerservice i Randers, fortæller til Randers Amtsavis, at man også her har stiftet bekendtskab med borgere, der overfuser de ansatte, råber højt og ter sig tosset.
- Det har vi også oplevet. Det er bestemt ikke rart for medarbejderne at opleve den attitude, når de bare passer deres arbejde. Vi er der for at servicere folk, ikke for at gøre det vanskeligt for dem. Der er en grund til, at vi hedder Borgerservice, og det er, fordi vi gerne vil servicere de borgere, vi har. Men vi vil helst ikke generes af borgerne, og vi vil heller ikke genere dem, siger Torben Bugge.
Borgerservice i Randers håber, at borgerne i en ekstraordinær situation, som der denne sommer er tale om, vil være indstillet på, at tingene kan tage ekstra lang tid, og at man kommer længere med et smil end med et møgfald.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.