
REBILD: Forskellene i arbejdet med turisme var for store til, at Rebild Kommune kunne være med i samarbejdet.
I december 2018 vedtog Folketinget en lov om erhvervsfremme, som lægger op til, at kommunerne går sammen om at skabe såkaldte fælles destinationsselskaber, der kan klare sig i den internationale konkurrence om turisternes gunst.
Siden har kommunerne i Mariagerfjord, Vesthimmerland og Rebild drøftet mulighederne for at skabe et samarbejde, der skal markedsføre Himmerland, oplyser Rebild Kommune. Det har dog vist sig, at de tre kommuner har for forskellige tilgange til arbejdet med turismen, til at det kan lade sig gøre at etablere et fælles selskab.
Til eksempel har Vesthimmerland igennem de seneste år arbejdet i retning af at afvikle fysisk gæsteservice, mens Rebild modsat har styrket indsatsen på dette område med etablering af RebildPorten. Derfor har det ikke være muligt at blive enige om vilkårene for et fremtidigt destinationssamarbejde.
Konklusionen er nu, at Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner arbejder videre med planen om at etablere en destination, mens Rebild Kommune vælger at fastholde og videreudvikle sin nuværende strategi.
Dør på klem
Borgmester i Mariagerfjord Mogens Jespersen (V) håber, at Rebild på et senere tidspunkt tilslutter sig samarbejdet.
- Jeg synes, det er en skam, at vi misser muligheden for at skabe et turistsamarbejde for hele Himmerland. Vi lader døren stå på klem, hvis Rebild på et senere tidspunkt ønsker at være en del af vores himmerlandske turismefællesskab, siger han.
Borgmester Leon Sebbelin (R) fra Rebild beklager, at det ikke var muligt at nå til enighed om en fælles løsning og siger om årsagen, at de tre kommuners tilgang til turisme er for uensartet til at et fællesskab kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt:
- Vi har over 75.000 årligt besøgende i RebildPorten og 350-400.00 årligt besøgende lige uden for i Rebild Bakker. Derfor er det vigtigt for os at være fysisk tilstede med en bred åbningstid i RebildPorten, så vi kan være med til at give vores gæster en god oplevelse. Vi ser det arbejde som en vigtig faktor i branding af kommunen som et godt sted at bosætte sig, siger Leon Sebbelin.
Der er blandt de tre kommuner stor vilje til fortsat at samarbejde om konkrete projekter som eksempelvis 'Made in Himmerland', GeoParken og Hærvejsprojektet, hvor flere kommuner er med.
Mariagerfjord og Vesthimmerland vil nu mødes for at blive klogere på, hvad det nye samarbejde konkret skal omfatte, og hvor det fælles destinationsselskab skal placeres m.v.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.