dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Finansloven udskydes – igen

Først i ugen op til jul forventer Kristian Jensen, at finansloven for næste år kan vedtages endeligt
28. NOV 2017 10.33

FOLKETINGET:  Finansminister Kristian Jensen (V) beder Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), om at udskyde tredjebehandlingen af finansloven.

Den bliver ikke, som ellers planlagt, klar til at kunne vedtages 13.-14. december, skriver finansministeren i et brev.

- Behovet for at udskyde tredjebehandlingen afspejler, at forhandlingerne om finansloven med videre - blandt andet i lyset af kommunal- og regionsvalget - ikke har kunnet afsluttes inden for den oprindeligt forudsatte tidshorisont.

Finansministeren skriver, at han forventer, at finansloven vil kunne vedtages i Folketinget i uge 51. Det er ugen op til jul.

- Jeg håber, at vi i fællesskab kan nå frem til en løsning for at afviklet tredjebehandlingen på en måde, som medfører færrest mulige gener for tilrettelæggelsen af Folketingets arbejde, skriver Kristian Jensen til Kjærsgaard.

Parterne mødtes mandag. I den forbindelse gjorde Kristian Jensen det klart, at han ikke ville være bleg for at indkalde folketingsmedlemmer mellem jul og nytår.

- Den sidste hverdag i dette år er fredag 29. december, og det er for mange danskere en arbejdsdag, så hvis det bliver det for folketingspolitikere, så tror jeg ikke, vi skal kalde det særlig hårdt for os. Der er mange danskere, der arbejder der, sagde han.

Der er forhandlinger igen tirsdag eftermiddag.

Sidste gang, der skulle forhandles finanslov i forbindelse med et kommunalvalg, var i 2013. Der faldt finanslovsaftalen på plads 26. november, en uge efter kommunalvalget.

Det var i øvrigt en bemærkelsesværdig finanslovsaftale, fordi den daværende SRSF-regering indgik en aftale med Venstre og Konservative i stedet for med sit parlamentariske grundlag, Enhedslisten.

 

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/finansloven-udskydes-igen

GDPR