En kvinde var så nedbrudt af partnerens vold og frygten for at miste børnene, at hun ikke anede, hvor hun skulle henvende sig og i desperation kontaktede nummeroplysningen 118, som henviste hende til et krisecenter. En anden fortæller, at hun ikke kunne overskue at bryde ud af et voldeligt parforhold, fordi hun ikke havde noget sted at flytte hen.
Udsagnene indgår i en ny undersøgelse blandt 862 voldsudsatte kvinder, foretaget af Als Research for Røde Kors, skriver Kristeligt Dagblad.
Mindst 38.000 kvinder er ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed udsat for fysisk vold i hjemmet.
Usikre på, om de kan få hjælp
Undersøgelsen viser, at mange voldsramte kvinder har svært ved at bryde ud af forholdet, fordi de ikke får tilstrækkelig hjælp eller ikke ved, hvordan de kan få støtte. Halvdelen svarer, at bolig og økonomi er en væsentlig barriere for at bryde forholdet, og 60 pct. svarer, at usikkerheden om børnenes fremtid er en forhindring.
Samtidig er over halvdelen usikre på, om der overhovedet er hjælp at hente, når de har brudt med deres voldelige partner, og 8 ud 10 har behov for psykolog eller anden terapi.
- Undersøgelsen viser meget tydeligt, at kvinderne har brug for lavpraktisk hjælp til blandt andet bolig og økonomi og også støtte fra en psykolog. 2000 kvinder kommer årligt på krisecenter, så der er også behov for tilbud om hjælp, som når ud til de mange, der af forskellige grunde ikke tør bryde med volden og flytte, siger national chef i Røde Kors, Marie-Louise Gotholdt.
Stor forskel på kommuner
Hun understreger, at der er stor forskel på den kommunale hjælp.
- Derfor foreslår vi, at voldsudsatte kvinder får ret til en lovpligtig minimumspakke, der kan sikre, at kvinderne får en ensartet og konkret hjælp, uanset hvilken kommune de bor i, siger Marie-Louise Godtholdt, som understreger, at kvinderne i undersøgelsen kommer fra et bredt udsnit af den danske befolkning.
Røde Kors hjælper i dag voldsramte kvinder og deres børn i overgangen fra krisecenter til almindeligt hverdagsliv via den frivillige indsats Qnet.
Resultaterne fra den ny undersøgelse er helt i tråd med udenlandsk forskning, forklarer psykolog og postdoc ved Syddansk Universitet, Sarah Bøgelund Dokkedahl. Hun står bag en tidligere undersøgelse, der viser, at 7 ud af 10 indskrevne på landets kvindekrisecentre har symptomer på posttraumatisk stress.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.