RANDERS / AARHUS: De to mænd fra det højreradikale miljø, der har været varetægtsfængslet i sagen, er nu blevet tiltalt for angreb på jødisk gravplads i Randers og for flere andre forbrydelser, oplyser Østjyllands Politi torsdag.
Også hærværk mod en bogcafé i Aarhus, der sælger litteratur om kommunismen, og forhånelser af homoseksuelle indgår i det anklageskrift, som er blevet sendt til retten.
Siden sagen kom frem i november, har politiet fundet ud af, at der i et netværk blev sendt beskeder gennem en krypteret kommunikationstjeneste, oplyser anklager Cathrine Brunsgaard i en pressemeddelelse.
- Det er en af grundene til, at vi mener, at der er beviser for, at der er tale om planlagte og koordinerede handlinger, og at kriminaliteten har baggrund i andres etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, udtaler hun.
I Randers blev 84 gravsten i november overmalet med grøn maling, ligesom der blev kastet maling mod en bygning i byen med en davidsstjerne. De to nu tiltalte blev varetægtsfængslet 12. november. Vestre Landsret løslod dem 4. marts.
Hærværk mod regnbue-bænk
Mændene har forbindelse til det højreradikale miljø. Det har tidligere været fremme, at den ene var såkaldt redeleder i Den Nordiske Modstandsbevægelse, Nordfront.
Tiltalen drejer sig blandt andet om overtrædelse af den bestemmelse i straffeloven, som handler om forhånelse på grund af etnisk oprindelse, religion og seksuelle orientering.
Angrebet mod den jødiske gravplads på Østre Kirkegård i Randers omtales i anklageskriftet som hærværk 'af betydeligt omfang eller af mere systematisk eller organiseret karakter'. Desuden blev gravfreden krænket.
Hærværket mod Spartakus Bogcafé i Aarhus skete i september sidste år. Også hærværk mod en regnbuefarvet såkaldt mangfoldighedsbænk på Stadion Allé Aarhus i juni sidste år er med i tiltalen.
Desuden anklages den ene mand for flere gange i 2018 at have forhånet og truet jøder på et russisk socialt medie. Sagen skal afgøres af Retten i Randers.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.