
For første gang i Grundlovens historie skal en domstol vurdere, om en bande kan forbydes, da Rigsadvokaten vil gå i retten mod banden Loyal to Familia (LTF).
Det sker efter et omfattende efterforskningsarbejde, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
- Det har aldrig været grundlovsgivers intention, at dybt kriminelle bander, der skyder løs i gaderne, skal beskyttes af foreningsfriheden. LTF har været hovedaktør i de voldelige bandekonflikter, som sidste år skabte frygt og utryghed over hele Danmark med drab og skyderi på åben gade, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Han tog sidste år initiativ til, at anklagemyndigheden skal søge at få opløst banden.
Politiet har gennemgået knap 10.000 siders materiale og domme mod medlemmerne af LTF. Derfor er Rigsadvokaten klar til at rejse sagen, der kan føre til, at banden bliver forbudt.
Sker det, vil det være første gang, en forening bliver forbudt i Danmark siden Anden Verdenskrig.
Nok også for Højesteret
Foreninger kan forbydes foreløbigt ifølge Grundloven. LTF skal høres i retten, og dette sker formentlig i august. Først derefter kan der nedlægges et midlertidigt forbud.
- Samtidig vil anklagemyndigheden nu tage stilling til, om LTF skal forbydes foreløbigt, mens sagen verserer ved domstolene, siger justitsministeren.
For at LTF kan blive opløst ved domstolene, skal anklagemyndigheden føre bevis for, at LTF er en forening i grundlovens forstand, og at foreningen har et ulovligt formål. For eksempel fordi den bruger vold til at fremme foreningen.
- At der er medlemmer af LTF, som begår voldskriminalitet, er nok klart for de fleste, men jeg mener også, at vi kan bevise, at de gør det som forening, siger rigsadvokat Jan Reckendorff fra anklagemyndigheden.
Anklagemyndigheden vil forsøge at opløse banden efter grundlovens paragraf 78 om foreningsfrihed.
En sag om forbud vil formentlig i sidste ende komme for Højesteret. Normalt skal Procesbevillingsnævnet give tilladelse, før sager kan blive forelagt landets højeste domstol. Men det gælder ikke for sager i henhold til paragraf 78.
- Loyal to Familia (LTF) blev stiftet i 2012 i København som en udløber af den tidligere Blågårds Plads-banden.
- Loyal To Familia spillede sidste sommer en stor rolle i bandekonflikten i København, der resulterede i adskillige skudepisoder forskellige steder i hovedstadsområdet.
- Banden består primært af indvandrere, men også af etniske danskere. Den har afdelinger flere steder i landet.
- Gruppen lå ifølge politiet sidste sommer i konflikt med flere grupperinger fra blandt andet Mjølnerparken og Nordvestkvarteret.
- Sidste år forsøgte LTF ligeledes at få fodfæste i Aarhus. Det afstedkom, at politiet indførte visitationszone i byens vestlige udkant.
- Adskillige LTF-medlemmer afsoner i disse år fængselsstraffe eller sidder varetægtsfængslet for personfarlig kriminalitet.
Kilder: Ritzau, politiet og Fængselsforbundet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.