FOLKETINGET: V-LA-K-regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at lette skatten med fem mia. kr. Det fastslår finansminister Kristian Jensen (V), efter at blå blok tirsdag indgik den længe ventede skatteaftale.
Med aftalen sætter parterne punktum efter et opslidende forhandlingsforløb, hvor regeringspartiet Liberal Alliance før jul en overgang truede med ikke at stemme for finansloven, hvis ikke det fik 'historiske' skattelettelser.
- Jeg glæder mig over, at vi i dag har lavet en aftale, der løser samspilsproblemet og samtidig sikrer, at folk i lavtlønsgruppen har et incitament til at arbejde, siger Kristian Jensen.
Det er ifølge finansministeren en almindelig HK'er, der får mest ud af en ny skatteaftale, hvis man også tager højde for aldersopsparingen.
- Hvis man sammenligner i procent af ens indkomst, er det fortsat HK'erne, der får mest ud af det. Især når man regner med, hvad man egentlig får ud af, at vi i august lagde aldersopsparingen om, siger Kristian Jensen.
Liberal Alliances chefforhandler, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, kalder resultatet 'tilfredsstillende med det forløb, vi har haft de seneste måneder in mente'.
- Alle skattelettelser er gode skattelettelser. Vi kunne godt ønske os en større aftale, men vi er tilfredse med det, vi får, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Mindre aftale end håbet af K
Arbejdsudbuddet ventes at blive øget med cirka 1350 personer som følge af aftalen. Dermed har regeringen fortsat langt op til målet fra regeringsgrundlaget om at øge beskæftigelsen med 55.000 til 60.000 personer i 2025.
- De skattelettelser, vi har her, løfter arbejdsudbuddet med cirka 600 personer, og de optjeningsprincipper, vi laver, vil løfte med tilsvarende. Det er ikke så stort, men alligevel nok til, at det kan mærkes, at flere kommer i arbejde. Det er en god hjælp til, at det kan betale sig for mange at gå på arbejde, siger finansminister Kristian Jensen.
Hos De Konservative er finansordfører Rasmus Jarlov også tilfreds:
- Aftalen betyder, at danskere i fuldtidsjob får mere med hjem i lønningsposen ved hjælp af det nye jobfradrag, og det betyder, at det dermed endnu bedre kan betale sig at arbejde.
Samtidig erkender han, at aftalen ikke blev så stor, som partiet havde håbet.
- Vi havde gerne set en endnu større skatteaftale med endnu større skattelettelser, men det var dette, vi kunne samle flertal for, og nu glæder vi os først og fremmest over, at vi kommer i den rigtige retning. Alle skattelettelser er gode skattelettelser, siger Rasmus Jarlov.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.