
Snestormen i den nordlige halvdel af Jylland fik onsdag betydning for hospitalerne i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Det voldsomme vejr gør det svært at få bragt patienter til og fra sygehuset. Samtidig giver det udfordringer for personalet, som i nogle tilfælde ikke når frem.
Det har betydet, at man på hospitaler på tværs af regionerne har været nødt til at aflyse operationer.
I det midtjyske er det særligt hospitalerne i Randers og Viborg, der er ramt af udfordringer. Men også Aarhus Universitetshospital er påvirket. Det fortæller koncerndirektør i Region Midtjylland Poul Michaelsen.
- Der har været nogle situationer, hvor vi er nødt til at aflyse planlagte aktiviteter. Det kan være, fordi vores personale ikke er kommet frem, eller fordi patienterne ikke har kunnet komme frem. Samtidig har der også været situationer, hvor vi har haft svært ved at få patienter udskrevet, siger Poul Michaelsen.
Det kan både skyldes, at patienterne ikke har mulighed for at komme hjem på grund af vejret, eller at man ikke kan være sikker på, at de kan få den nødvendige støtte derhjemme.
Blandt andet hjemmeplejen er nemlig også udfordret af snestormen.
Sovesal til personale
Samme billede tegner sig i Nordjylland. Det fortæller Henrik Larsen, hospitalsdirektør for Regionshospital Nordjylland, der blandt andet har afdelinger i Hjørring og Frederikshavn.
- Vi prøver at være en dag foran, så vi har planer for de patienter, der ikke kan komme hjem, når de er færdigbehandlede. Vi skal nok finde plads til alle. Det er klart, at vi ikke kan tilbyde optimale forhold. Serviceniveauet bliver derefter. Men det er bedre end at begive sig ud på landevejene med det her vejr, siger Henrik Larsen.
Også på Regionshospital Nordjylland har man måtte aflyse operationer. Det er dog færre, end man først antog, siger hospitalsdirektøren. Han oplyser ikke et konkret antal.
Aalborg Universitetshospital, som er det største i Region Nordjylland, er ligeledes blevet påvirket af vejret. Et auditorium er blevet omdannet til sovesal for personalet, mens patienter også tilbydes overnatning, har hospitalets direktør, Per Christiansen, tidligere onsdag sagt til DR.
Både i Region Midtjylland og Region Nordjylland er der blevet indsat pansrede køretøjer fra Forsvaret, der hjælper med patienttransport.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.