dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kristian Jensen dropper Venstres ambition om nulvækst

Den offentlige sektor skal vokse moderat de næste ti år, mener finansministeren. Men det er dovent, mener LA
22. JUL 2018 8.16

Finansminister Kristian Jensen (V) aflyser Venstres ambition om nulvækst i den offentlige sektor. Det offentlige skal i stedet vokse 'moderat' hvert år de næste ti år. Sådan lyder ministerens udmelding i søndagens udgave af Jyllands-Posten.

- De næste 10 år ud i fremtiden mener jeg, at den offentlige sektor skal have en gradvis vækst, siger han til avisen.

Således vil Venstre i de kommende år ikke længere arbejde for nulvækst i den offentlige sektor. Det var ellers udgangsmeldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2012.

- Udgangspunktet for Venstre i regering er et offentligt udgiftsstop, sagde Løkke dengang på partiets landsmøde, skriver Jyllands-Posten.

Der skal være en realvækst i det offentlige forbrug på i udgangspunktet 0,3 pct om året, fremgår det i VLAK-regeringens regeringsgrundlag.

Men da selv det var et påtvunget kompromis for Liberal Alliance, gør finansministeren altså en moderat vækst til Venstres eget og nye politiske ståsted. 

- Jeg kan godt se, at befolkningen udvikler sig i de kommende år og se, at der er et ønske om at følge med udviklingen på sundhedsområdet. Og jeg kan se, at der er behov for, at vi sikrer tryghed. Vi kan ikke negligere krav om stigende udgifter til politi og forsvar, siger Kristian Jensen til avisen.

'Dovent'
Ifølge Finansministeriet kræver befolkningsudviklingen med særligt flere ældre, at der tilføres flere milliarder til kommuner og regioner, hvis velfærden alt andet lige skal opretholdes på det nuværende niveau.

Men det er meget dovent at forestille sig, at den eneste løsning vil være at tilføre flere penge til den offentlige sektor. Sådan lyder kritikken fra finansordfører Joachim B. Olsen fra regeringspartneren Liberal Alliance.

- Jeg synes, at det er en ærgerlig udvikling, når det er ret klart og velundersøgt, at der er et effektiviseringspotentiale i den offentlige sektor, siger han til Ritzau.

Konkurrenceudsættelse
Ordføreren peger på, at der er et 'kæmpe potentiale' i at konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver, så den offentlige service kan fås til en bedre pris end i dag.

- Jeg siger ikke, at det er en let opgave. Det er en svær opgave. Men i stedet for at gøre det, som er rigtigt - og svært - så gør man det, der er lettest og tilfører flere penge.

- Jeg synes, at når der nu er et effektiviseringspotentiale, og man kan gøre nogle ting, sådan at man får mere ud af pengene, jamen så burde man gøre det.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kristian-jensen-dropper-venstres-ambition-om-nulvaekst

GDPR