
STEVNS: Bedst som man troede at Stevns havde lagt den årelange borgmesterballade bag sig efter KV17, fik den et efterspil ved det konstituerende byrådsmøde mandag. Man har før hørt om, at en uforberedt borgmester et blevet væltet for åbent tæppe, men her skete der i stedet det, at borgmesteren stillede med et nyt flertal bag sig.
Allerede på valgnatten havde Stevns' kommende borgmester Anette Mortensen (V) fået dannet et snævert 10-af-19-flertal med Dansk Folkeparti, De Konservative og den siddende borgmester Mogens Haugaard Nielsens udbryderparti Nyt Stevns. En lidt overraskende landing for sidstnævnte, der ellers havde kæmpet en hård kamp i og mod netop Venstre om sin borgmesterfremtid.
Efterfølgende viste det sig, at han da heller ikke helt havde opgivet forhåbningerne om en sådan, idet udlægningerne af forløbet dog ikke er helt sammenfaldende. Ifølge Mogens Haugaard Nielsen selv ville han gerne have Socialdemokratiet med i konstitueringen bag Anette Mortensen, ifølge Socialdemokratiet gik han tværtimod efter selv at kunne fortsætte på borgmesterposten.
13 ud af 19 til sidst
Men det gik helt modsat, for da snakken mellem Nyt Stevns og Socialdemokratiet kom Anette Mortensen for øre, kortsluttede hun oprørsforsøget ved at tage S ind i konstitueringen sammen med K og smide Nyt Stevns ud. DF røg med i købet, men det nye konstitueringsflertal med V, S og K mønstrer alligevel 12 mod det oprindelige flertals 10 mandater.
Dansk Folkeparti blev orienteret om den nye situation to timer før det konstituerende byrådsmøde mandag, men end ikke det mente flertallet at skylde Mogens Haugaard Nielsen. Først på selve byrådsmødet gik det op for ham, at han var sat uden for indflydelse og heller ikke kan bevare den udvalgsformandspost, han ellers var tildelt i den første konstitueringsaftale.
DF forsøgte at forpurre flertallets plan ved at foreslå S-spids Steen S. Hansen som borgmester, men det ville ikke engang S selv stemme for. De Radikale gik sammen med konstitueringsflertallet, så Anette Mortensen blev borgmester med 13 mandater bag sig. Definitivt og uden mulighed for at nogen kan omgøre det.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.