Flere økonomer skyder nu regeringens helt store salgsargument for sit udspil til en skattereform ned, skriver Jyllands-Posten. Ministrene med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i front har nemlig påstået, at reformen især gavner den enlige HK’er, og at lavtlønnede vinder mere på forslaget, end direktøren gør.
Men en række økonomer, der har set regeringens regnestykker, sår alvorlig tvivl om de økonomiske forudsætninger bag påstanden. Især springer det økonomerne i øjnene, at Finansministeriet forudsætter samme husleje for den enlige HK’er, der i alt tjener 215.000 kr. om året, som for en direktør med en løn på mere end 1 mio. kr. om året.
Den antagelse i regeringens beregninger betyder, at den nye skattegevinst fylder langt mere i procent i HK’erens budget efter huslejeudgifter, end hvis skattegevinsten var opgjort før husleje.
Enlig direktør
For en enlig direktør betyder det, at lettelsen i procent bliver tilsvarende mindre, fordi han fortsat har et stort beløb til overs efter de faste udgifter.
Men for det første er antagelsen om ens husleje urealistisk, og for det andet er det en misvisende måde at opgøre skattelettelser på, lyder det samstemmende.
- Det lyder meget skævt, konkluderer Mikkel Høegh, der boligøkonom hos BRFkredit, til Jyllands-Posten.
Han anser det for at være 'langt fra' normalen, at en direktør og en HK’er har samme husleje.
- For mig at se er det direkte misvisende, siger professor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen.
Regnemetoden 'giver ikke et retvisende billede af reformens betydning for den enkelte', uddyber han.
Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos kritiserer ligeledes regeringen:
- Der er ingen god grund til at regne på den her måde. Det giver et misvisende billede af reformens effekter, siger han.
Finansministeriet erkender i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at regeringens regneeksempler ikke er 'standard'.
Der er tale om en opgørelse, som baserer sig på antagelser, der ifølge det skriftlige svar er nøje udvalgt til at illustrere regeringens mål om at gavne de lavtlønnede. I svaret erkender ministeriet også, at fremstillingen af reformens største vindere 'i sagens natur er følsom over for antagelser om boligudgiften'.
Finansminister Kristian Jensen (V) afviser dog, at der er fiflet med tallene:
- Der er regnet fuldstændig korrekt. Der er intet at skjule, og det er politik, vi til enhver tid vil stå på mål for, siger finansministeren til Jyllands-Posten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.