dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Organisationsfolk i V trækker sig efter brud på regler om partistøtte

Private bidrag til fire Venstre-ministre og fem midtjyske V-folketingsmedlemmer ikke indberettet korrekt i årevis
16. DEC 2017 0.26

Flere Venstre-ministre og folketingsmedlemmer har modtaget økonomiske bidrag, som ikke er blevet indberettet efter reglerne for partistøtte. Det koster nu bestyrelsesformand Christian Juhl og og kasserer Ernst Kronvold Frederiksen deres poster i Venstres regionsbestyrelse i Region Midtjylland.

De trækker sig med øjeblikkelig virkning, skriver Viborg Stifts Folkeblad fredag. De to mænd har ifølge avisen undladt at indberette, hvor mange penge Venstres folketingskandidater i Region Midtjylland har modtaget tre år i træk. Det drejer sig om årene 2014, 2015 og 2016.

De private bidrag er givet til finansminister Kristian Jensen, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Derudover drejer det sig også om folketingsmedlemmerne Jakob Ellemann-Jensen, Michael Aastrup Jensen, Britt Bager, Kristian Pihl Lorentzen og Thomas Danielsen, skriver Viborg Stifts Folkeblad. Alle er valgt i Region Midtjylland.

Venstres partiforeninger i de enkelte folketingskredse skal indberette til Venstres regionsbestyrelse, hvor mange private bidrag over 20.000 kr., kandidaterne har modtaget. Det er ifølge Venstre sket, men regionsbestyrelsen har ikke indberettet tallene videre til Region Midtjylland, som den skal ifølge reglerne.

- Der er ingen, der er mere ærgerlig over denne situation end Venstre og de berørte folketingsmedlemmer, som i god tro har indberettet til Venstre i Region Midtjylland, siger Venstres partisekretær Claus Richter. Han er tilfreds med, at formanden og kasseren i lyset af situationens alvor har besluttet at trække sig.

- Vi ser med meget stor alvor på denne slags fejl, og derfor sætter vi alle kræfter ind for at hjælpe Venstre i Region Midtjylland med at udbedre deres fejl, siger han.

cgt

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/organisationsfolk-i-v-traekker-sig-efter-brud-p-regler-om-partisttte

GDPR