
Efter mere end 22 år som statslig topembedsmand bliver Skatteministeriets tidligere departementschef Peter Loft nu efter alt at dømme løst fra kontrakten, skriver Politiken. Der sker i kølvandet på den særlige advokatundersøgelse, der skulle afklare, om Peter Loft kunne straffes for at have givet Folketingets Ombudsmand urigtige oplysninger i sagen om statsministerparret Thorning-Kinnocks skatteforhold.
Ifølge Politikens oplysninger har undersøgelsen alene udløst en såkaldt irettesættelse af Peter Loft og giver dermed ikke noget juridisk grundlag for en disciplinærsag eller en regulær afskedigelse.
I princippet skal Peter Loft tilbydes en ny, statslig stilling med samme ansvar og løn som den, han havde i forvejen. Men Skatteministeriet og statens personalekontor, Moderniseringsstyrelsen, har valgt en anden strategi. I overensstemmelse med reglerne har de meddelt 57-årige Peter Loft, at hans gamle stilling som departementschef nedlægges, fordi der for længst er ansat en ny departementschef i Skatteministeriet. Og så har staten formelt ikke længere pligt til at finde et nyt job til Peter Loft, skriver Politiken.
Til gengæld kan Peter Loft hæve fuld departementschefløn de næste tre år - også selv om han finder et nyt job i det private erhvervsliv. Peter Loft ønsker ikke selv at kommentere sagen, som stadig forhandles mellem Lofts faglige organisation DJØF og Moderniseringsstyrelsen. Men ifølge Politikens oplysninger er det dog alene aftrædelseslønnens størrelse, der forhandles, mens det anses for udelukket, at Peter Loft kan komme tilbage i en ny statslig topstilling.
- Jeg kan bekræfte, at vi lige nu på vegne af Peter Loft forhandler med Moderniseringsstyrelsen om de endelige konsekvenser af den advokatundersøgelse, der har vurderet hans handlinger. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger DJØF's administrerende direktør, Mogens Kring Rasmussen, til Politiken.
Peter Loft har været fritaget for tjeneste siden marts 2012, da det kom frem, at både ministre og topembedsmænd i den tidligere VK-regering tilsyneladende havde blandet sig i behandlingen af en opsigtvækkende skattesag mod statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, briten Stephen Kinnock.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.