
Den forhenværende gruppeformand i Dansk Folkeparti Peter Skaarup afviser, at han og Morten Messerschmidt omkring nytårstid 2014/2015 skulle have drøftet muligheden for et EU-seminar på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i august 2015.
I hvert fald er det ikke noget, han kan huske, forklarer Skaarup, der i dag er medlem af Danmarksdemokraterne, tirsdag i Retten på Frederiksberg. Her sidder Morten Messerschmidt anklaget for uberettiget at have fået EU-systemet til at udbetale penge til et EU-seminar, som skulle være holdt i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.
- Jeg kan godt se, at det er blevet sagt, at det var min idé. Men jeg kan ikke huske, at der er blevet talt om det, lyder det fra Peter Skaarup.
Ny forklaring
Det er Morten Messerschmidt, som i retten har sagt, at idéen kom fra Peter Skaarup. Det skulle være foregået i en tissepause til et arrangement omkring årsskiftet ved, at Skaarup hev Messerschmidt til side. Her foreslog Skaarup ifølge Messerschmidt, at man skulle tilrettelægge sommergruppemødet i 2015, på samme måde som man gjorde i 2014 - altså med en særskilt EU-dag.
At idéen er kommet fra Skaarup, er noget, som Messerschmidt er kommet i tanke om i forbindelse med sagens behandling ved Retten på Frederiksberg. Da samme sag blev behandlet sidste sommer ved Retten i Lyngby, nævnte han det ikke. Og han har heller ikke sagt det i forbindelse med de afhøringer, der har været i sagen.
Peter Skaarups forklaring er i store træk præget af, at han ikke husker detaljerne fra, hvad der foregik for nu snart otte år siden. Han forklarer det med, at der i juni 2015 var folketingsvalg, og at alt handlede om det.
Da Skaarup sidste sommer blev afhørt i Retten i Lyngby, var han og Messerschmidt partifæller. Dengang svarede han noget i retning af, at han ikke havde en EU-konference "på tapetet" i forbindelse med sommergruppemødet i 2015.
Tirsdag i Retten på Frederiksberg er svaret mere præcist, da anklageren spørger, hvorvidt der på sommergruppemødets anden dag blev afholdt en EU-konference.
- Nej, lyder det kortfattet fra Peter Skaarup.
Thulesen Dahl afviste
Tidligere tirsdag afviste daværende partiformand Kristian Thulesen Dahl, at der skulle være foregået et særskilt EU-arrangement i forbindelse med sommergruppemødet i 2015.
Han fortæller, at planen først var et arrangement, som mindede om et tilsvarende fra året før. Her holdt DF sommergruppemøde på Hotel Koldingfjord. På dag to ud af tre flyttede arrangementet til Koldinghus. Her var der både en velkomst ved Morten Messerschmidt, og der var bannere, som indikerede, at det var et Meld-arrangement. Sådan var det ikke i 2015.
Mail med bekymring
Anklagemyndigheden fremlægger en mailkorrespondance, hvor EU-parlamentariker Anders Vistisen over for partiets daværende pressechef, Søren Søndergaard, udtrykker sin bekymring over Morten Messerschmidt.
Mailen er sendt i forbindelse med, at partiet fik foretaget en advokatundersøgelse af hele forløbet, efter at der offentligt blev rejst tvivl om, hvorvidt partiet havde været berettiget til at modtage EU-støtte. I mailen siger Vistisen om Messerschmidts ageren, at den: "virker i bedste fald påvirket af efterrationaliseringer - i værste fald ansvarsforflygtigelse".
Mailen blev sendt 18. marts 2018, og samme dag sendte Søndergaard den videre til Thulesen Dahl. Den blev ikke fremlagt, da sagen kørte sidste sommer ved Retten i Lyngby, hvor Morten Messerschmidt blev idømt seks måneders betinget fængsel.
- I forbindelse med at jeg stopper som formand og rydder op i nogle ting, så kommer den her mail frem, fortæller Kristian Thulesen Dahl.
Mailen blev indleveret til politiet og er nu blevet en del af sagen.
Lydfil
Af nye ting i forhold til Lyngby-sagen blev også en meget omtalt lydfil afspillet. På den hører man angiveligt Morten Messerschmidt tale om onsdagen på sommergruppemødet. Han nævner, at der dagen før var et EU-seminar.
Lydfilen får ikke nogen klokker til at ringe hos Kristian Thulesen Dahl, forklarede han i retten.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.