
AARHUS: Tiden er moden til at gentænke måden, offentlige ledere og politikere tænker og handler på.
Sådan lyder det fra Aarhus' sundhedsrådmand Christian Budde (V), som vil skrotte medietræning blandt ledere og tillidsrepræsentanter i sin forvaltning, fordi "det lugter af hemmelighedskræmmeri og skjulte dagsordener".
I stedet har han besluttet at indføre åbenhedstræning i stedet for medietræning i sin forvaltning som vejen til et bedre samarbejde med pressen.
- Jeg mener, at åbenhed er vejen til, at både politikere, embedsmænd og journalister kan genvinde noget af den tillid, som vi har mistet gennem de senere år. Hvis ikke vi begynder at tænke anderledes, så risikerer vi amerikanske tilstande, hvor en stor del af befolkningen vender ryggen til det såkaldte ”etablerede samfund”, siger han.
Dårlige sager eskalerer
Samtidig håber han, at det også kan forebygge, at dårlige sager eskalerer unødvendigt.
- Hvis vi kigger på de offentlige arbejdspladser, der rammes af møgsager, så tager det årevis at genetablere et sundt arbejdsmiljø. Lige nu er skiftende regioner og kommuner i vælten, og for tre år siden var det plejehjemmet Kongsgården her i Aarhus, siger han og tilføjer:
- Vi slipper ikke for fejl, sjusk og tåbeligheder, men hvis vi træner os selv i at skjule det eller afdramatisere det, så risikerer vi både at miste troværdighed og ikke mindst en gylden mulighed for at lære. Derfor vil jeg nu vende det på hovedet og slippe fejlene fri.
Tanken er ifølge Christian Budde, at åbenhedstræningen skal stå på tre ben. Åbenhed i forhold til pressen, åbenhed ind i ledelse og åbenhed rettet direkte mod borgerne.
Vil stille konceptet til rådighed
Til at give input til det konkrete indhold i undervisningen har han inviteret blandt andre Dansk Journalistforbund, Djøf, FOA, DSR, KL og Danske Regioner til at bidrage. Rådmanden lover, at hvis det bliver en succes, vil han lægge konceptet frem til fri afbenyttelse for andre kommuner såvel som ministerier og regioner.
- Jeg vil måske ovenikøbet tillade mig at fremsende det uden opfordring, siger Christian Budde.
Christian Budde medgiver, at klassisk medietræning også handler om at afhjælpe nervøsitet hos de medvirkende og gøre budskaberne mere forståelige, og det vil også være en del af åbenhedstræningen. Men ”det ændrer ikke på, at vi grundlæggende bør gentænke hele vores måde at kommunikere på om de dårlige sager. Internt såvel som eksternt”, tilføjer rådmanden.
Stadsdirektør: Journalist blev modarbejdet
Christian Budde er ikke den første i Aarhus Kommune, som har overvejet, om kommunen går for langt i at forsøge at skjule fejl og mangler.
For nogle år siden erkendte daværende stadsdirektør Niels Højberg, at kommunen og dens pressefolk i for høj grad havde forsøgt at skjule kritisable forhold, som en journalist på Århus Stiftstidende kæmpede for at afdække, og som endte med at føre til politianmeldelse og flere fyringer.
- Det er vel udtryk for en organisation, der forsvarer sig. Det tror jeg, at alle organisationer ville gøre. Men jeg synes, at det var forkert at gøre, sagde Niels Højberg dengang til Mandag Morgen.
I marts i år konkluderede det såkaldte Dybvad-udvalg under Djøf, at forholdet mellem embedsmænd og journalister er dårligt. Embedsmændene føler ikke, at medierne fremlægger sager korrekt og nuanceret, og omvendt oplever journalister en stor lukkethed fra forvaltningernes side.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.