dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Regeringen dropper at lette topskatten

Regeringens ambition om, at færre danskere skal betale topskat, droppes på ubestemt tid, siger Samuelsen
13. AUG 2017 20.06

FOLKETINGET:  Der skal ikke forhandles om nye topskattelettelser ved efterårets skatteforhandlinger.
Det slår udenrigsminister og leder af Liberal Alliance Anders Samuelsen fast over for DR Nyheder.

Han fortæller, at et forslag om at lette topskatten ikke bliver en del af regeringens nye skatteudspil, som ventes klar inden længe.
- Vi erkender, at det er umuligt at overbevise de andre partier om, at det er virkelig effektivt at lette topskatten.

- Vi kommer med historisk store forslag til skattelettelser, men de kommer ikke til at inkludere topskat, siger han til DR Nyheder.

Anders Samuelsen vil i stedet sætte sig til forhandlingsbordet for at diskutere, hvilke skatter der ellers kan lettes. 

- Derfor rydder vi topskattespørgsmålet af bordet, og så fokuserer vi for eksempel på lettelser i skatten i bunden, siger han til DR.

- Hvad kan vi gøre, når der er nogen, der siger, at de gerne vil være med til at lette skatten på biler. Hvad kan vi gøre der? Hvad kan vi gøre i forhold til afgifter? Så vi tager fat i en bred palet af skatter, som kan sænkes, og hvor vi kan samle et flertal, siger han.

Udmeldingen kommer, efter at Dansk Folkeparti har afvist, at det kunne komme på tale at sænke topskatten.

DF: Nej til lettelser
Det gjorde DF-formand Kristian Thulesen Dahl klart på partiets sommergruppemøde tidligere på ugen.


- Vi ønsker ikke at lette skatten for de højeste indkomster. Vi vil gerne have Venstre tilbage til det, de sagde i valgkampen, nemlig at man ville lette skatten for de laveste indkomster, sagde han.

LA-lokalformænd har dog også lagt pres på Anders Samuelsen for at få en lavere topskat på bordet. En af dem var lokalformand Mia Due Christensen fra Fredensborg.

- Der skal klart stå i regeringens udspil, at færre skal betale topskat. Selvfølgelig. Sker det ikke, vil jeg blive meget skuffet. Ellers har vi jo givet op, sagde hun til DR Nyheder lørdag.

Det er en del af regeringsgrundlaget, at topskatten skal spille en mindre rolle.


I efteråret skal partierne aftale den sidste del af den såkaldte jobreform - skattelettelserne

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-dropper-at-lette-topskatten

GDPR