
Taxiloven skal med et nyt lovforslag sættes ud af spil på småøerne. Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Konkret vil det, hvis lovforslaget vedtages, betyde, at lokale øboere fremover har mulighed for at køre med passagerer mod betaling og uden krav om eksempelvis taxameter og sædeføler.
Lovforslaget er målrettet alle ikke bro- eller landfaste øer med undtagelse af Bornholm. Formået er, at privatpersoner kan køre rundt med passagerer mod betaling på småøerne, hvor der ellers ikke er taxier.
- Nu fjerner jeg simpelthen taxiloven på langt de fleste øer, så de lokale får mulighed for at løse de kørselsbehov, der er, og så de får mulighed for at tage betaling for det, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i pressemeddelelsen.
- Det giver ikke mening, at der er krav om sædeføler og kørselscentral på de små øer. Kravene fører bare til, at behovene ikke bliver dækket, siger Danielsen.
Bliver lovforslaget vedtaget, kan det træde i kraft fra årsskiftet. Det er et krav, at der på de øer, hvor taxilovens regler fjernes, ikke i forvejen er taxibetjening. Det er desuden bilejerens ansvar at have styr på forsikringer og have styr på de relevante skatteregler.
Total frisættelse ift. betaling
Tilbage i 2017 lukkede kørselstjenesten Uber i Danmark, fordi virksomhedens forretningsmodel blev gjort ulovlig med taxiloven, som regeringen altså nu vil lempe på småøerne. Til Ritzau erkender transportministeren, at lempelsen godt kan læses som om, at en Uber-agtig model dermed vender retur på de danske veje.
- Der er nogen, som er begyndt at kalde det Øber eller Ø-Uber. Men det er et initiativ, vi tager, fordi der er områder af Danmark, særligt på småøerne, hvor man ikke kan få tingene til at fungere, hvis ikke man gør det her.
- Jeg er tryg ved, at det her er noget, man kan få til at fungere fremadrettet. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det her i høj grad det, man gør i dag. Man hjælper hinanden. På en eller anden måde er det bare ulovligt, men det lovliggør vi nu, siger Danielsen.
Hvad en tur fra A til B skal koste på småøerne, vil ministeren ikke blande sig. Der bliver tale om "en total frisættelse", hvad betaling angår, siger han.
- Der kommer ikke til at være en lovgivning om, hvad man må tage per kilometer, siger Danielsen.
/ritzau/
Artikel opdateret med fem sidste afsnit kl. 10:00
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.