dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Socialdemokratiet vil slutte sig til blå bloks bilaftale

Aftalen om lavere registreringsafgifter mellem DF og regeringen ligner noget, S kan slutte sig til
21. SEP 2017 22.56

Socialdemokratiet vil gerne tilslutte sig den nye aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om lavere registreringsafgifter på biler. Det siger partiets skatteordfører Jesper Petersen. 

- Det ligner umiddelbart noget, som vi kan tilslutte os, siger han.

Han mener at aftalen ændret sig tilpas meget fra regeringens udgangspunkt, til at Socialdemokratiet vil være med. 

- Det er meget tydeligt, at aftalen er endt meget langt fra, hvad regeringen og ikke mindst Liberal Alliances udgangspunkt var. I stedet for at være en aftale, der bare handler om, at de allerdyreste biler skal blive billigere, så er der forskellige justeringer af bilafgifterne. Blandt andet nogle øgede hensyn til miljø og sikkerhed, siger han. 

Før indgåelse af aftalen var Socialdemokratiet ellers med til at lægge pres på regeringen, da partiet sammen med de øvrige fire partier til venstre for regeringen tilbød at indgå en aftale med Dansk Folkeparti.

Aftalen skulle baseres på DF's ønske om en teknisk registreringsafgift med udgangspunkt i bilernes miljøhensyn og sikkerhed. En aftale som S stadig hellere ville have haft, lyder det fra partiets skatteordfører Jesper Petersen. 

- Når æsken nu var åben, kunne vi godt tænke os, at man havde lavet en decideret omlægning til tekniske kriterier. Der var vi enige med Dansk Folkeparti, siger han. 

Mens Socialdemokratiet alligevel vil tilslutte sig den nye aftale om bilafgifter, er der mindre ros fra Folketingets øvrige røde partier. 

- Jeg ærgrer mig over, at aftalen ser ud til at blive en blød landing. Vi havde et flertal for en ambitiøs omlægning med fokus på miljøbelastning og sikkerhed. Men det var Dansk Folkeparti åbenbart ikke indstillet på at udnytte alligevel, siger SF's skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen.

Også i Enhedslisten ser man sort på de billigere nye biler. 

- Jeg tvivler på, at de miljømæssige tiltag, der også ligger i aftalen, men som vi endnu har til gode at se, kan kompensere for de negative miljømæssige og klimamæssige konsekvenser af endnu flere biler, siger transportordfører Henning Hyllested. 

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/socialdemokratiet-vil-slutte-sig-til-bla-bloks-bilaftale

GDPR