
BRØNDBY: Der var én, der var to, og nu er der tre socialdemokrater, som stiller op til at afløse Brøndby-borgmester Kent Magelund (S), når han ved udgangen af maj stopper som borgmester. Den tredje og nyeste kandidat er Michael Buch-Barnes, mangeårigt kommunalbestyrelsesmedlem og for øjeblikket formand for kommunens idræts- og fritidsudvalg.
- Jeg har siddet her i 22 år under tre borgmestre, så hvis det skal være mig, så skal det være nu. Jeg får nok ikke en mulighed mere, siger 63-årige Michael Buch-Barnes til Sjællandske Nyheder og tilføjer, at flere har opfordret ham til at stille op.
Da Kent Magelund først på måneden bebudede sin afgang, var 1. viceborgmester Maja Højgaard hurtig til at melde sig som kandidat. Hun er 38 år, læge og sad i regionsrådet, før hun ved KV21 bragede ind med kommunens næsthøjeste stemmetal, kun overgået af Magelund. Hun er formand for social- og sundhedsudvalget.
Siden har også byrådsmedlem Anette Pilmark meldt sig som borgmesterkandidat. Hun er forperson for børne- og skoleudvalget, og i sit civile liv er hun stifter og adm. direktør i firmaet Spousecare.
Fristen for at stille op udløb i sidste uge, så der bliver ikke flere end de tre kandidater. Det bliver den socialdemokratiske gruppe, der skal vælge, hvem af dem der bliver borgmester.
Først næste år skal partiets borgmesterkandidat til KV25 officielt vælges. Teoretisk kan medlemmerne her vælge en anden end den nyvalgte borgmester, men det vil være temmeligt usædvanligt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.