
For første gang i en valgkamp er alle partier enige om, at der skal være et opgør med bureaukrati og dokumentation i det offentlige. Det mener statsminister Mette Frederiksen (S).
I en tv-debat mellem de tre statsministerkandidater på DR1 søndag aften nævner værten, at der lige siden statsminister Poul Schlüter (K) i 1980'erne har været et ønske om mindre bureaukrati.
- Alle har sagt det. Det nye er, at nu siger alle partierne det i samme valgkamp, svarer Mette Frederiksen.
Hun henviser til, at også Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) ønsker, at man ved at skære ned på bureaukrati og krav til dokumentation giver mere tid til borgeren i det offentlige.
Derfor er Mette Frederiksen "meget optimistisk" i forhold til, "at det her kommer vi i mål med på tværs" efter valget. Der er nu "muligheden" for en "bred aftale om at komme af med bureaukrati og dokumentation".
Ok med friplejehjem
Optimismen fra statsministeren kommer i en duel med Jakob Ellemann-Jensen, mens Søren Pape Poulsen lytter med fra sidelinjen. De to diskuterer fremtidens velfærd i Danmark.
Her lyder det også fra Mette Frederiksen, at hun ikke bliver "forskrækket over" Venstres ønske om flere friplejehjem i kommunerne. For det har Socialdemokratiet "snakket om i mange år".
Duellen mellem de to startede ud med en håndsrækning fra Jakob Ellemann-Jensen. Uanset hvem, der ender som statsminister, er Venstre klar "til at få danskerne trygt igennem den her inflation", lyder det.
- Vi har brug for, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik, siger Venstre-formanden. Men, at der samtidig ikke vendes "det blinde øje" til, at nogle skal have hjælp til at komme igennem krisen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.